Café, koncert og bytur

Arhhhh, er den mon god nok? ;P
Tjo, det er den skam, hvis bare man ikke opfatter bytur, som at skulle ud og drikke. Den tager jeg nok først i næste måned ;P

Jeg synes tingene kører lidt på skinner for mig lige pt, og det kan man vidst ikke klage over.
Min far kom i fredags for at hente min lillesøster, Anna.
Min far bor i København, 52 kilometer væk. Så for en stund har jeg måttet give afkald på weekender hos ham og hans kone, men det skal nok komme igen på et tidspunkt.Jeg ser derfor ikke min far nær så meget som før i tiden, jeg ser ham en times tid, når han henter og afleverer Anna.
Han ville denne gang invitere os med på café, og selvom jeg havde mine tvivl, kastede jeg mig ud i det.
Jeg har været på café en gang før, med min moster og mor.
-Når jeg skriver før på den her måde, mener jeg altid, at jeg har gjort det før, mens angsten har boet hos mig.

Ligesom spiseforstyrrede har safe foods, har jeg også safe places, altså steder jeg føler mig tryg. Som regel, når jeg har været et sted en gang, og det var en god oplevelse, bliver den tilføjet til de ting eller steder jeg føler mig tryg ved. Det er sådan jeg arbejder mig fremad, ved at få gode oplevelser, og derfor tænkte at det sted kan jeg godt besøge og have det godt.
Det var meningen vi skulle på den samme café, som jeg havde været på sammen med mor og moster, men de havde åbenbart lukket, og vi måtte finde på noget andet.
Lige de her situationer hader jeg. Jeg har behov for at planlægge tingene i hovedet, og forestille mig den rute jeg fx skal. Jeg gennemgår fx, hvad for et sted jeg skal hen, og hvordan det ser ud. Det gør mig tryg, mere er der ikke at sige.
Nu stod jeg jo i en ikke planlagt situation, hvilket altid kræver lidt ekstra energi at klare.
Vi endte med at gå ned på gågaden og ind på den første restaurant vi så.
Det hele gik jo alligevel, også selvom det ikke var planlagt.
Det var et hyggeligt sted, og der var ikke så mange mennesker, og den lidt menneske-forskrækkede Emma valgte et bord lidt væk fra de andre mennesker 😉

 

Lørdag stod den på såkaldt bytur ;P Altså på den måde, at mor og jeg gik i byen for at få købt de sidste julegaver jeg manglede.
Der var ret mange mennesker nede i byen, som nok havde samme mål, hvilket ikke var super fedt. Vi endte alligevel med at være væk i over en time, og jeg fik lige hilst på min gamle lærer, hvilket var meget hyggeligt, og alligevel en ubehagelig påmindelse om min skoletid. Av.
Den tager vi på et andet tidspunkt.
Jeg gjorde også noget ret så stort, jeg gik nemlig ind i en butik alene. Det havde jeg ikke lige regnet med, men i situationen føltes det helt naturligt at gøre det.
Somme tider springer jeg bare ud i tingene, når jeg først står i situationen. Det er det eneste tidspunkt jeg er spontan, når det handler om angsten. Der skal tingene helst være spontane, til en hvis grad selvfølgelig.
Så kan i måske gætte hvad vi skulle søndag? 😉
Koncert selvfølgelig! Med hvem tænker i nok.
Med den søde Basim kom og gav juleshow nede i gågaden.
Han er blandt andet kendt for sin medvirken i X factor tilbage i 2008, og især da han vandt melodi grand prix med Cliche Love Song.
Ærligt havde jeg glædet mig helt vildt. Jeg oplever ikke så meget spændende normalt, fordi jeg jo er ret begrænset, jeg kan ikke køre med til steder hvor tingene sker, og jeg er heller ikke så god til det med mange mennesker.
Heldigt for mig var jeg uvidende om at der faktisk dukkede ret mange mennesker op til at se Basim, men jeg var egentlig cool nok med det, især da det først gik rigtig i gang.
Det er svært at beskrive hvad der skete med mig, men jeg følte lidt jeg blev en helt anden person. Jeg følte mig som, det jeg vil tro en ‘normal’ jævnaldrende, føler sig. Fri. Uafhængig.

 

 

Fri fra angste tanker, om hvad nu hvis det sker og hvis nu dit og dat sker lige om lidt.
Det er virkelig svær at sætte ord på, hvordan jeg havde det lige der, og jeg er ellers normalt god til at sætte ord på mine følelser.
Jeg tror bare jeg nød øjeblikket, og satte pris at jeg faktisk var kommet så langt, at jeg var i stand til at forlade min hjem, og bevæge mig ud i det ukendte, blandt en masse andre jeg ikke kender.
Jeg havde i hvert fald en fest. Jeg nød at høre musik, og bare være til stede i den skønne stemning der var, trods regnen.
Til allersidst fik jeg også overgivet mig, og smidt kontrollen og bare sunget med, med min mor. Bare smide kontrollen og være ligeglad med om andre skulle kigge på mig.
Det var en fantastisk følelse, og jeg ville ønske den fest kunne vare resten af mit liv.
Desværre har alle gode ting en ende, og koncerten varede desværre ikke mere end en halv time, men det var den bedste halve time jeg længe har haft. Jeg har levet højt på det her den sidste uge.
Dette er grunden til at jeg kæmper imod angsten. Det er virkelig gået op for mig, hvor meget jeg har i vente af det gode, og så har mit arbejde jo været det hele værd i sidste ende 😉
Kæmper du selv mod angst, så find ud af, hvad du kæmper for. Var det det liv du havde før, eller bare mere frihed? Find målet, og gå efter det <3

Jeg skrev mange tak til Basim, og fik et svar tilbage, men det tænker jeg bliver mellem ham og jeg, hvad vi skrev om 🙂

 

 

---

Jeg smitter ikke,
-men det gør tabu