Hvad nu hvis jeg falder om?

Hej på bloggen.
Dette indlæg er skrevet for 14 dages tid siden, da jeg var nede i byen for at se juletræet blive tændt.
Jeg synes meget godt det forklarer, hvordan man har det når man har angst, og står i en situation som ikke er skide sjov.
Håber i får noget ud af det;)

---

 

Puha.
Det er i skrivende stund fredag aften, 4 dage før første december, og jeg sidder hjemme i sofaen med min mor og mindste lillesøster, Ida.

Angsten og jeg kastede os ud i noget af en udfordring her til aften, og især jeg havde måske overvurderet det.
Efter vi flyttede hertil denne større by (Bemærk, ikke stor, men større end den vi boede i før ;P ) er der jo kommet mange flere muligheder for mig og ikke mindst liv udenfor vinduet.
Lige i aften ville borgmesteren komme og tænde juletræet nede i gågaden, og det skulle være så flot, så selvfølgelig skulle vi opleve det!
Jeg havde mine tvivl om det var en for stor mundfuld, især fordi mor fortalte at der ville komme mange mennesker.
Jeg er ikke skide god til det der med mennesker, hverken i store eller små mængder. Det er noget der kommet sammen med angsten, eller i hvert fald blevet forstærket.
Jeg går rigtig meget op i, hvad andre synes om mig, og er især bange for at sige noget forkert, eller bare se forkert ud.
Jeg er blevet langt bedre til at omgås mennesker, end jeg var da angsten flyttede ind med alt sit lort.
Men mange mennesker, tja det er stadig ikke min spids kompetence 😉
Jeg føler mig meget usikker, og især forkert og anderledes. Jeg er overbevist om at andre kan se jeg er anderledes, at jeg ikke er alene om at bo i mit hoved, men sandheden er, at de ikke kan se det.

Mor, Ida, angsten og jeg tog i hvert fald varmt tøj på, og gik i god tid. Måske lidt for god tid. Vi var der i hvert fald 15 minutter før træet ville blive tændt.
15 minutter er lang tid i min verden, rigtig lang tid. Så allrede det var en dårlig start, men jeg prøvede ikke at lade mig slå ud af det, og prøvede at være optimistisk.

Det er ikke så let at have en 4 årig med, når hun opdager sine veninder fra børnehaven, så Ida var jo hurtigt smuttet, og mor måtte følge efter så godt som hun kunne.
Der var heldigvis ikke så mange mennesker da vi kom, men som tiden gik kom der flere og flere mennesker, og min optimisme skrumpede en del i takt med at der kom flere mennesker.

Jeg nåede aldrig rigtig til det punkt, hvor jeg decideret gik i panik, fordi jeg hele tiden prøvede at tænke på noget andet og skubbe det væk.
Når jeg går udenfor døren, er det som om min hjerne slår fra, og jeg går i sådan et overlevelses-mode.

Når jeg står i situationer som denne, føler jeg mig ikke som sådan angst angst, jeg prøver lidt at undgå at ligge mærke til det, hvis jeg er angst, fordi hvis jeg først erkender at angsten er der, så går jeg i panik.
Så jeg holdte ud, og det var noget af en kold oplevelse.
Som om det ikke var nok, var der rigtig mange mennesker, og klokken nærmede sig 18, hvilket betød at tidsplanen var smuttet, da træet skulle være tændt 17:45. Jeg havde nu udholdt det i en halv time, og det er lang tid, og man bliver udmattet psykisk og fysisk.

Jeg nåede det punkt, hvor jeg ikke syntes det var sjovt længere, der var mennesker og larm over det hele, og jeg ville bare gerne hjem, fordi jeg frygtede ikke at kunne holde angsten tilbage meget længere.
Mor og Ida ville prøve at følge mig noget af vejen hjem, men vi nåede ikke så langt ned af gaden, før vi så orkesteret komme, som var dem der skulle tænde juletræet.
De kunne ikke nå at følge mig hjem, og jeg turde ikke gå hjem alene, så jeg satte mig på en bænk.
Bænken var lidt væk fra juletræet, og det var rart, men det var langt fra rart at sidde der alene, jeg ville egentlig bare gerne hjem, i sikkerhed

Jeg havde et indre dilemma, om hvorvidt jeg kunne gå hjem selv. Jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg kan forlade hjemme alene, angsten for at falde om fylder simpelthen for meget.
Når jeg følges med min mor eller en anden, har jeg jo en at støtte mig til hvis jeg går i panik, er jeg alene har jeg ingen, og det vil med garanti trigge min angst enormt.

For dem der ikke har oplevet et angst anfald, så kan jeg uden at blinke fortælle, at man tror man er ved at falde om, og i værste tilfælde dø. Ja det lyder absurd at man kan tro det, men det kan man.
Angsten sætter alt i gang i kroppen, og det overbeviser hjernen om at man er ved at få hjertestop.

Og som jeg sad der på bænken alene, lagde jeg mærke til at jeg havde trykken for brystet.
Det er meget normalt, når man lider af angst, men det kan jo også betyde mange andre grumme ting.
Det er først indenfor de sidste måneder jeg har oplevet at få trykken for brystet, når jeg har været meget angst, og jeg synes det er rigtig ubehageligt.
Jeg skal virkelig overbevise mig selv om at det er pga. angst, og ikke et hjertestop, blodprop eller hvad ved jeg. Det er bare svært at overbevise sig selv, fordi hvordan kan jeg være så sikker på at det er angst?

“Hvad nu hvis jeg falder om?”

Den sætning kørte rundt i knolden på mig, og jeg ville egentlig gerne bare slippe af med tankerne og det der trykken for brystet.

Da vi var på vej hjem, og mor spurgte ind til mig, knækkede filmen.
Jeg fik pludselig endnu mere trykken for brystet, og tårerne trillede ned af mine kolde kinder, og min vejrtrækning blev besværet. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at knække helt sammen og gå i dyb panik.
Jeg ville bare hjem og ligge og græde. Det er den måde jeg reagerer på.

Alt i alt er jeg både skuffet og stolt af mig selv.
Jeg klarede denne episode uden at gå i panik, og give efter for angstens tanker og ønske om at få mig til at få det skidt.
Alligevel føler jeg det er lidt et nederlag, at jeg ikke kunne klare dette, men på den anden side vidste jeg jo ikke, hvad jeg gik ind til, og juletræet stod ikke der, hvor vi troede, så vi skulle meget længere ned af gaden. Havde det stået der hvor vi troede, kunne jeg havde gået hjem alene.
Men sådan er det jo, jeg tror jo på at alting sker af en grund 😉

 

♦Jeg beklager de ikke så gode billeder, jeg har nok rystet en smule på hånden 😉

 

---

 

Jeg smitter ikke,
-men det gør tabu