Så blev det søndag, og januars sidste dag i år.
Jeg ved godt der har været stille på det sidste, men jeg blev desværre smittet med opkastsyge i starten af ugen.
Puha, hvor har det været forfærdeligt!
Jeg har ikke kastet op efter jeg fik angst, så jeg har ikke anet, hvor slemt det ville være.
Jeg var rædselsslagen, jeg var så bange, fordi jeg ikke kunne bremse det, eller kontrollere det.
Jeg er blevet vant til at kunne kontrollere angsten, det meste af tiden, men pludselig var jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne bestemme om jeg skulle kaste op eller ej, skete det kunne jeg intet stille op.
Det har været hårdt for mig psykisk at blive frisk igen, fordi jeg konstant var bange for at skulle kaste op igen.
Og jeg er stadig bange for det, selvom der er gået 4 døgn.
Men jeg er næsten frisk igen, fysisk, jeg bøvler bare lidt med ondt i maven og ingen appetit, men det er det mindste af det.
Jeg er bare glad for at det er overstået! Jeg priser mig så lykkelig over ikke at have oplevet det meget meget længe, og håber på ikke at opleve det igen i den nærmeste fremtid.
I mandags var jeg nede på skolen, selvom jeg egentlig havde en skidt dag sådan psykisk og angstmæssigt.
Jeg er blevet bedre til at sige, “okay, det bliver måske kun i 15 minutter, men det er bedre end ingenting,” og det er jo rigtigt nok.
Det gik okay, bortset fra at der var rigtig mange unge dernede (Ja okay, måske 5-7, men det er mange i min verden ;P ) hvilket slog mig lidt ud, men jeg klarede det.
Bagefter gik jeg overraskende nok med mor i Lidl, for at hente et par småting. Supermarkeder er lidt en fear for mig, måske fordi der tit er ret så mange mennesker.
Det var nu en helt okay oplevelse, fordi der næsten ingen mennesker var, men også fordi der var super meget luft i butikken.
I går var mor og jeg ude for at køre lidt, og klare et af mine måneds mål, der handlede om at køre til et aftalt sted, to gange, det kan jeg nu sætte tjek tegn ved, så det er super fedt.
Jeg er ved at være helt frisk igen, og det er skønt, da jeg har tre aftaler i den kommende uge, bl.a med psykologen, hvilket jeg har set frem til meget længe.
I nat/morges vågnede jeg ved et brag, og det samme gjorde min mor. Min mor kunne ikke rigitig finde nogen årsag til det, så vi gik i seng igen. Her til morgen, holdte der så en politibil nede på gaden, og mor fik ved et uheld fortalt mig, at der var blevet kastet en sten gennem vinduet, ind til en genbrugsforretning, hvilket var det vi havde hørt i nat. Heldigvis kan jeg trøste min angst med, at vi bor på 1. sal, og sådan noget derfor ikke kan ske for os 😉 HELDIGVIS!
Jeg ønsker jer en dejlig søndag (:
Kram fra angsten og jeg.
Så er jeg endelig tilbage ved tasterne, og det er nu meget rart.
Jeg er stadig ikke rask, men det er blevet bedre siden jeg var til lægevagten. Desværre hoster og snotter jeg stadig lidt, og har vundet mig en omgang øjenbetændelse, men det går da den rette vej.
Jeg håber i alle er kommet rigtig, rigtig godt ind i 2016, og havde en skøn jul og en herlig nytårs aften.
Det havde jeg i hvert fald.
Jeg holdte juleaften med min mor og mormor, så det var meget stille og roligt. Mine søstre skulle holde med deres fædre, så det var lidt tomt og mærkeligt ikke at skulle holde jul med nogen af dem, da jeg altid har holdt med dem. Jeg skulle jo havde været med min ene søster, men var ikke klar til det, så jeg måtte blive hjemme.
Jeg går rigtig meget op i julen, det er simpelthen min yndlings tid på året. Jeg elsker den stemning der er i december måned, og de små hemmeligheder man render rundt med;)
Juleaften er for mig, indbegrebet af hygge og kærlighed, og jeg ville med glæde holde jul to gange om året 😉
Vores aften var meget afslappet, men stadig super hyggelig, med en masse lækker mad, MUMS!
Det var for mig helt vildt rart at det bare var mor, mormor og jeg, for jeg kunne 100% slappe af, og nyde aftenen. Min angst har det med at reagere, når tingene ikke er som de plejer, og jeg plejer derfor altid at have brugt enormt meget energi når aftenen er slut, men det var ikke tilfældet denne jul, hvilket var rigtig dejligt.
Jeg var simpelthen også så heldig at finde mandlen i ris a la manden, det har jeg aldrig prøvet før, så det var nu en ret så fed følelse ;P
Jeg fik en masse skønne gaver, såsom nogle bøger, en ny malebog, specielle tuscher, en computermus, en vandtæthøjtaler, neglelak og en masse andre ting.
Jeg fik også givet nogle gode gaver væk, og det er næsten lige så godt som at få.
Nytår var også stille og rolig, det var bare min mor, hendes kæreste og jeg.
Nytår har aldrig været noget stort for mig, jeg går ikke så meget op i det, så der behøver ikke ske noget stort eller specielt, bare noget god mad så er jeg glad.
Nytår er altid liiiidt lang for mig, med det at skulle holde sig vågen til klokken 00, men alligevel er det også lidt spændende. Jeg sov i hvert fald godt da jeg gik i seng ved 01 tiden.
Jeg er ikke speciel glad for fyrværkeri, og har aldrig været det. Jeg synes det er alt for højt, og foretrækker at se det gennem vinduet ;P Jeg kan godt mærke at angsten er blevet mindre siden sidste år, hvor jeg blev rigtig bange, hver gang der blev skudt fyrværkeri af, hvor jeg i år ikke gjorde det store ud af det.
Mor og jeg gik ud på altanen på et tidspunkt, da jeg gerne ville have taget et flot billede her til bloggen, men jeg blev simpelthen så forskrækket da jeg først kom derud, så det blev ikke til et særlig godt billede.
Fyrværkeri og jeg bliver bare aldrig gode venner;)
Jeg tog mig mest af lille My, vores dejlige kat. Hun var meget skræmt, og det er forståeligt nok, hun aner jo ikke, hvad det er.
My og jeg minder meget om hinanden, vi er begge den nervøse type, som ikke bryder sig om nye ting. Hun har hjulpet mig meget med at tackle angsten, hvilket jeg gerne vil uddybe i et andet indlæg.
Hun var skrækslagen da klokken blev 00, og det gjorde så ondt at se. Vi er jo flyttet i lejlighed, inde i ‘byen’ så vi var klar over at der ville komme mere fyrværkeri her, end der hvor vi boede sidste år.
Jeg fik lokket hende til mig lidt over tolv, og lukkede os ude på toilettet.
Jeg tror det var rat for hende, fordi der ingen vinduer er, og jeg satte noget afslappende musik på, så det overdøvede fyrværkeriet.
Jeg synes også det var lidt voldsomt, så det var meget rart at sidde derude med My i en halv times tid, indtil det var stilnet af.
Det var lidt skræmmende at skulle gå udvidende ind i et nyt år, og jeg havde det egentlig ikke så godt hele den 31. Men når alt kommer til alt, så gør det jo ikke den store forskel om der står 2015 eller 2016.
Jeg håber 2016 bringer rigtig mange gode ting med sig, både for mig og min familie, men også for alle der læser dette.
Jeg kommer nok til at skrive et indlæg omkring målsætning for 2016 snart. Synes lige jeg til sidst her, ville ligge nogle hyggelig billede op fra jul og nytår.
Min lillesøster, Ida, der sætter stjernen på juletræet
Lille My var med til at julehygge
Mor, mormor og jeg juleaften
Første juledag, da begge mine søstre kom hjem, legede vi pakkeleg
Jeg fandt en super sød måde, at folde servietterne på, til nytår
Jeg var lige ude på altanen for at udfordre mig selv, men jeg var der meget kort, da jeg ikke kunne lide alt det fyrvækeri
“Sig mig, hvad har I gang i?” My havde ikke lyst til at have nytårs hat på ;P
Så er 2015 så småt ved at nå sin ende, og derved give posten videre til 2016.
På en måde er det lidt skræmmende at gå ind i et nyt år, uden at vide hvad det bringer med sig.
I mit tilfælde håber jeg 2016 byder på skolestart, mere frihed, og forhåbentlig mange flere muligheder.
2015 har været et hårdt, men godt år. Der er sket så umenneskeligt meget på dette år.
Sidste år, sad jeg i december måned med min kontaktperson, og lavede et mål, om at jeg skulle købe mine julegaver selv til næste år. Nu sidder jeg så her, og har nået mit mål. Det er den fedeste følelse, fordi da vi lavede det mål for et år siden, virkede det umuligt at klare. Målsætning er vejen frem. Det er det fedeste selvtillidsboost når man kommer i mål.
Da jeg sad nytårsaften sidste år, havde jeg det rigtig skidt. Vi var flyttet ind i et hus længere nede af gaden i starten af december, og det havde været så svært for mig, selvom det ‘kun’ var lige nede af vejen. Jeg var rigtig angst. Jeg kunne ikke gå med de andre op til møllen, som lå i vores gamle baghave, så mens de gik derop for at se fyrværkeri sad jeg alene.
Det var i hvert fald ikke, med gå på mod, jeg gik ind i 2015. Sådan er det ikke i år.
Jeg vil gå ind i 2016 med kæmpe gå på mod, og en masse forventninger om et år, hvor jeg har kontrollen over angsten og ikke omvendt.
2015 har budt på to flytninger, den ene tilbage til det gamle hus nede af vejen, mens den anden gang var langt mere krævende. Vi flyttede hertil skønne Nykøbing, hvilket betød jeg måtte se min angst i øjnene og tage kampen op mod bilen.
Selvom det var hårdt, og virkelig ængstelig, gjorde jeg det, og endda fik det som en god oplevelse, netop fordi jeg havde arbejdet på det i over en måned, for at fortælle mig selv at det ikke var farligt.
Flytningen har betydet så meget for mit 2015, ikke nok med at det fyldte alt i min verden de første måneder af året, det har også åbnet 100 nye døre for mig, og jeg er så glad for at skæbnen bestemte vi skulle hertil.
2015 har budt på min medvirken i ungdoms pigebladet Vi Unge, og min deltagelse i at bryde tabuet omkring psykisk sygdom. Jeg er så taknemmelig for at det var en del af mit 2015.
Desuden har min opstart af bloggen, på Facebook, og senere hen her hos Bloggers Delight, været en del af mit år, og det kommer også til at være en del af mit 2016.
Jeg nyder at skrive mine tanker ned, og samtidig forhåbentlig nå ud til andre der står i samme situation jeg har stået/står i.
Skole har også været en del af mit 2015. Jeg har siden sidste år, i december, haft en dejlig kontaktperson, der tilfældigvis også er matematiklærer. Så jeg har knoklet med matematik i dette år, og lært så utrolig meget.
Det var selvfølgelig også et kæmpe skridt på vejen, da jeg var inde på skolen for første gang.
Det var det vi havde arbejdet hen imod, men som virkede lidt umuligt, da vi boede i en by længere væk. Det blev jo heldigvis gjort mere muligt, efter vi flyttede hertil byen, i maj måned.
Det var en kæmpe sejr da jeg kom ind på skolen den første gang. Det er noget helt andet, når man endelig kan sætte et billede på stedet.
Jeg glæder mig helt enormt til, at skole forhåbentlig kommer til at fylde endnu mere næste år, på den gode måde selvfølgelig 😉
2015 har også indeholdt, ture ned i byen, frisør, café besøg, koncert, samt skønne oplevelser hjemme.
Året har indeholdt så mange gode ting, samt mindre gode ting, som jeg allievel er kommet igennem.
Endnu et år er gået, og snart kan et nyt begynde.
Jeg håber jeg kan nå at skrive et sidste indlæg inden vi går ind i 2016, men i tilfælde af at jeg ikke kan nå det, får i dette nu.;)
Jeg håber i alle havde en rigtig dejlig aften, i torsdags. Jeg havde en skøn juleaften i dejligt selskab.
Jeg tænker der kommer et indlæg op, omkring min jul og nytår, i starten af 2016;)
Hvis jeg ikke når at smide et nyt indlæg op, vil jeg også ønske jer et sikkert og lykkebringende nytår.
Pas rigtig godt på jer selv og hinanden, og må I komme godt ind i 2016.
Tak for dette år.
Fra interviewet med Vi Unge i sommers
Min artikel i Vi Unge
Nede foran skolen en af de første gange
♥ I kan følge med på min facebook side, for små opdateringer. I kan finde den lige her.
Arhhhh, er den mon god nok? ;P
Tjo, det er den skam, hvis bare man ikke opfatter bytur, som at skulle ud og drikke. Den tager jeg nok først i næste måned ;P
Jeg synes tingene kører lidt på skinner for mig lige pt, og det kan man vidst ikke klage over.
Min far kom i fredags for at hente min lillesøster, Anna.
Min far bor i København, 52 kilometer væk. Så for en stund har jeg måttet give afkald på weekender hos ham og hans kone, men det skal nok komme igen på et tidspunkt.Jeg ser derfor ikke min far nær så meget som før i tiden, jeg ser ham en times tid, når han henter og afleverer Anna.
Han ville denne gang invitere os med på café, og selvom jeg havde mine tvivl, kastede jeg mig ud i det.
Jeg har været på café en gang før, med min moster og mor.
-Når jeg skriver før på den her måde, mener jeg altid, at jeg har gjort det før, mens angsten har boet hos mig.
Ligesom spiseforstyrrede har safe foods, har jeg også safe places, altså steder jeg føler mig tryg. Som regel, når jeg har været et sted en gang, og det var en god oplevelse, bliver den tilføjet til de ting eller steder jeg føler mig tryg ved. Det er sådan jeg arbejder mig fremad, ved at få gode oplevelser, og derfor tænkte at det sted kan jeg godt besøge og have det godt.
Det var meningen vi skulle på den samme café, som jeg havde været på sammen med mor og moster, men de havde åbenbart lukket, og vi måtte finde på noget andet.
Lige de her situationer hader jeg. Jeg har behov for at planlægge tingene i hovedet, og forestille mig den rute jeg fx skal. Jeg gennemgår fx, hvad for et sted jeg skal hen, og hvordan det ser ud. Det gør mig tryg, mere er der ikke at sige.
Nu stod jeg jo i en ikke planlagt situation, hvilket altid kræver lidt ekstra energi at klare.
Vi endte med at gå ned på gågaden og ind på den første restaurant vi så.
Det hele gik jo alligevel, også selvom det ikke var planlagt.
Det var et hyggeligt sted, og der var ikke så mange mennesker, og den lidt menneske-forskrækkede Emma valgte et bord lidt væk fra de andre mennesker 😉
Lørdag stod den på såkaldt bytur ;P Altså på den måde, at mor og jeg gik i byen for at få købt de sidste julegaver jeg manglede.
Der var ret mange mennesker nede i byen, som nok havde samme mål, hvilket ikke var super fedt. Vi endte alligevel med at være væk i over en time, og jeg fik lige hilst på min gamle lærer, hvilket var meget hyggeligt, og alligevel en ubehagelig påmindelse om min skoletid. Av.
Den tager vi på et andet tidspunkt.
Jeg gjorde også noget ret så stort, jeg gik nemlig ind i en butik alene. Det havde jeg ikke lige regnet med, men i situationen føltes det helt naturligt at gøre det.
Somme tider springer jeg bare ud i tingene, når jeg først står i situationen. Det er det eneste tidspunkt jeg er spontan, når det handler om angsten. Der skal tingene helst være spontane, til en hvis grad selvfølgelig.
Så kan i måske gætte hvad vi skulle søndag? 😉
Koncert selvfølgelig! Med hvem tænker i nok.
Med den søde Basim kom og gav juleshow nede i gågaden.
Han er blandt andet kendt for sin medvirken i X factor tilbage i 2008, og især da han vandt melodi grand prix med Cliche Love Song.
Ærligt havde jeg glædet mig helt vildt. Jeg oplever ikke så meget spændende normalt, fordi jeg jo er ret begrænset, jeg kan ikke køre med til steder hvor tingene sker, og jeg er heller ikke så god til det med mange mennesker.
Heldigt for mig var jeg uvidende om at der faktisk dukkede ret mange mennesker op til at se Basim, men jeg var egentlig cool nok med det, især da det først gik rigtig i gang.
Det er svært at beskrive hvad der skete med mig, men jeg følte lidt jeg blev en helt anden person. Jeg følte mig som, det jeg vil tro en ‘normal’ jævnaldrende, føler sig. Fri. Uafhængig.
Søde Basim. Billedet er taget af mig.
Fri fra angste tanker, om hvad nu hvis det sker og hvis nu dit og dat sker lige om lidt.
Det er virkelig svær at sætte ord på, hvordan jeg havde det lige der, og jeg er ellers normalt god til at sætte ord på mine følelser.
Jeg tror bare jeg nød øjeblikket, og satte pris at jeg faktisk var kommet så langt, at jeg var i stand til at forlade min hjem, og bevæge mig ud i det ukendte, blandt en masse andre jeg ikke kender.
Jeg havde i hvert fald en fest. Jeg nød at høre musik, og bare være til stede i den skønne stemning der var, trods regnen.
Til allersidst fik jeg også overgivet mig, og smidt kontrollen og bare sunget med, med min mor. Bare smide kontrollen og være ligeglad med om andre skulle kigge på mig.
Det var en fantastisk følelse, og jeg ville ønske den fest kunne vare resten af mit liv.
Desværre har alle gode ting en ende, og koncerten varede desværre ikke mere end en halv time, men det var den bedste halve time jeg længe har haft. Jeg har levet højt på det her den sidste uge. Dette er grunden til at jeg kæmper imod angsten. Det er virkelig gået op for mig, hvor meget jeg har i vente af det gode, og så har mit arbejde jo været det hele værd i sidste ende 😉
Kæmper du selv mod angst, så find ud af, hvad du kæmper for. Var det det liv du havde før, eller bare mere frihed? Find målet, og gå efter det <3
Jeg skrev mange tak til Basim, og fik et svar tilbage, men det tænker jeg bliver mellem ham og jeg, hvad vi skrev om 🙂
Hej på bloggen.
Dette indlæg er skrevet for 14 dages tid siden, da jeg var nede i byen for at se juletræet blive tændt.
Jeg synes meget godt det forklarer, hvordan man har det når man har angst, og står i en situation som ikke er skide sjov.
Håber i får noget ud af det;)
Puha.
Det er i skrivende stund fredag aften, 4 dage før første december, og jeg sidder hjemme i sofaen med min mor og mindste lillesøster, Ida.
Angsten og jeg kastede os ud i noget af en udfordring her til aften, og især jeg havde måske overvurderet det.
Efter vi flyttede hertil denne større by (Bemærk, ikke stor, men større end den vi boede i før ;P ) er der jo kommet mange flere muligheder for mig og ikke mindst liv udenfor vinduet.
Lige i aften ville borgmesteren komme og tænde juletræet nede i gågaden, og det skulle være så flot, så selvfølgelig skulle vi opleve det!
Jeg havde mine tvivl om det var en for stor mundfuld, især fordi mor fortalte at der ville komme mange mennesker.
Jeg er ikke skide god til det der med mennesker, hverken i store eller små mængder. Det er noget der kommet sammen med angsten, eller i hvert fald blevet forstærket.
Jeg går rigtig meget op i, hvad andre synes om mig, og er især bange for at sige noget forkert, eller bare se forkert ud.
Jeg er blevet langt bedre til at omgås mennesker, end jeg var da angsten flyttede ind med alt sit lort.
Men mange mennesker, tja det er stadig ikke min spids kompetence 😉
Jeg føler mig meget usikker, og især forkert og anderledes. Jeg er overbevist om at andre kan se jeg er anderledes, at jeg ikke er alene om at bo i mit hoved, men sandheden er, at de ikke kan se det.
Mor, Ida, angsten og jeg tog i hvert fald varmt tøj på, og gik i god tid. Måske lidt for god tid. Vi var der i hvert fald 15 minutter før træet ville blive tændt.
15 minutter er lang tid i min verden, rigtig lang tid. Så allrede det var en dårlig start, men jeg prøvede ikke at lade mig slå ud af det, og prøvede at være optimistisk.
Det er ikke så let at have en 4 årig med, når hun opdager sine veninder fra børnehaven, så Ida var jo hurtigt smuttet, og mor måtte følge efter så godt som hun kunne.
Der var heldigvis ikke så mange mennesker da vi kom, men som tiden gik kom der flere og flere mennesker, og min optimisme skrumpede en del i takt med at der kom flere mennesker.
Jeg nåede aldrig rigtig til det punkt, hvor jeg decideret gik i panik, fordi jeg hele tiden prøvede at tænke på noget andet og skubbe det væk.
Når jeg går udenfor døren, er det som om min hjerne slår fra, og jeg går i sådan et overlevelses-mode.
Når jeg står i situationer som denne, føler jeg mig ikke som sådan angst angst, jeg prøver lidt at undgå at ligge mærke til det, hvis jeg er angst, fordi hvis jeg først erkender at angsten er der, så går jeg i panik.
Så jeg holdte ud, og det var noget af en kold oplevelse.
Som om det ikke var nok, var der rigtig mange mennesker, og klokken nærmede sig 18, hvilket betød at tidsplanen var smuttet, da træet skulle være tændt 17:45. Jeg havde nu udholdt det i en halv time, og det er lang tid, og man bliver udmattet psykisk og fysisk.
Jeg nåede det punkt, hvor jeg ikke syntes det var sjovt længere, der var mennesker og larm over det hele, og jeg ville bare gerne hjem, fordi jeg frygtede ikke at kunne holde angsten tilbage meget længere.
Mor og Ida ville prøve at følge mig noget af vejen hjem, men vi nåede ikke så langt ned af gaden, før vi så orkesteret komme, som var dem der skulle tænde juletræet.
De kunne ikke nå at følge mig hjem, og jeg turde ikke gå hjem alene, så jeg satte mig på en bænk.
Bænken var lidt væk fra juletræet, og det var rart, men det var langt fra rart at sidde der alene, jeg ville egentlig bare gerne hjem, i sikkerhed
Billedet er taget fra min kære ven, bænken
Jeg havde et indre dilemma, om hvorvidt jeg kunne gå hjem selv. Jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg kan forlade hjemme alene, angsten for at falde om fylder simpelthen for meget.
Når jeg følges med min mor eller en anden, har jeg jo en at støtte mig til hvis jeg går i panik, er jeg alene har jeg ingen, og det vil med garanti trigge min angst enormt.
For dem der ikke har oplevet et angst anfald, så kan jeg uden at blinke fortælle, at man tror man er ved at falde om, og i værste tilfælde dø. Ja det lyder absurd at man kan tro det, men det kan man.
Angsten sætter alt i gang i kroppen, og det overbeviser hjernen om at man er ved at få hjertestop.
Og som jeg sad der på bænken alene, lagde jeg mærke til at jeg havde trykken for brystet.
Det er meget normalt, når man lider af angst, men det kan jo også betyde mange andre grumme ting.
Det er først indenfor de sidste måneder jeg har oplevet at få trykken for brystet, når jeg har været meget angst, og jeg synes det er rigtig ubehageligt.
Jeg skal virkelig overbevise mig selv om at det er pga. angst, og ikke et hjertestop, blodprop eller hvad ved jeg. Det er bare svært at overbevise sig selv, fordi hvordan kan jeg være så sikker på at det er angst?
“Hvad nu hvis jeg falder om?”
Den sætning kørte rundt i knolden på mig, og jeg ville egentlig gerne bare slippe af med tankerne og det der trykken for brystet.
Da vi var på vej hjem, og mor spurgte ind til mig, knækkede filmen.
Jeg fik pludselig endnu mere trykken for brystet, og tårerne trillede ned af mine kolde kinder, og min vejrtrækning blev besværet. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at knække helt sammen og gå i dyb panik.
Jeg ville bare hjem og ligge og græde. Det er den måde jeg reagerer på.
Alt i alt er jeg både skuffet og stolt af mig selv.
Jeg klarede denne episode uden at gå i panik, og give efter for angstens tanker og ønske om at få mig til at få det skidt.
Alligevel føler jeg det er lidt et nederlag, at jeg ikke kunne klare dette, men på den anden side vidste jeg jo ikke, hvad jeg gik ind til, og juletræet stod ikke der, hvor vi troede, så vi skulle meget længere ned af gaden. Havde det stået der hvor vi troede, kunne jeg havde gået hjem alene.
Men sådan er det jo, jeg tror jo på at alting sker af en grund 😉
♦Jeg beklager de ikke så gode billeder, jeg har nok rystet en smule på hånden 😉
