Så nåede jeg alligevel at sige det: GLÆDELIG DECEMBER!

Jeg tror I alle har lagt mærke til, at der ikke er kommet noget op meget længe. Jeg havde simpelthen brug for at trække stikket nogle steder, og det var blandt andet her på bloggen. Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg ville være tilbage den første december, men ja, nu har vi jo ramt den 19. december…;P
Det har været super godt for mig at holde en pause herfra, og jeg har fået mindet mig selv om, at bloggen ikke skal være en belastning, men et fristed. Så fremover vil der måske ikke komme noget op hver dag, men et par gange om ugen, alt efter, hvad jeg føler for.

Der er sket så meget siden sidst jeg skrev, synes jeg.
Britt og jeg har været i fitness 6-7 gange, og jeg er blevet så vild med det. Det giver mig simpelthen så meget godt. Britt og jeg har snakket meget om, at jeg jo mærker min krop på en anden måde, end jeg er vant til. Normalt er hjertebanken et tegn på angst i min verden, men når jeg er i fitness betyder hjertebanken jo noget helt andet, og det tog mig lige et par gange ikke at panikke og være på vagt over det.

Britt og jeg har skam også været på juleshopping til Black Friday, og set juletræet blive tændt nede i byen, selvsamme dag. Jeg ved ikke om det hos nogle får en klokke til at ringe, i forhold til en af det første opslag jeg skrev på den nye blog, om selv samme oplevelse sidste år. Jeg måtte selv lige læse det igen.
Hold da op, hvor er jeg nået langt.
Læs eller genlæs indlægget her.
I år var det en helt anden oplevelse, og det var også mit ønske. Jeg var så meget i ro som jeg nu kunne være. Det var super smukt, og jeg er så glad for at vi gjorde det. Aftenen sluttede med en tur på café, hvor jeg igen blev udfordret, da jeg blev konfronteret af en person fra en svær tid. Det var nok det der satte mest angst igang den aften, hverken shopping eller mange mennesker kunne måle sig med det.

Sidste weekend gik et stort ønske i opfyldelse, da Britt og jeg besøgte Asnæs centeret. Det center har jeg brugt mange timer i, da min mor i et års tid arbejde derude, og jeg mindes kun gode stunder, hvor min lillesøster og jeg sad og legede derude. Jeg elsker det center, og det har derfor været et stort ønske for mig, at kunne komme derud igen. Den “lange” tur har dog holdt mig tilbage. 18 minutter i bil giver mig en klump i maven, men jeg gjorde det, også selvom jeg havde et mindre sammenbrud aftenen før, hvor jeg simpelthen blev slået helt ud, over ikke at kunne finde mine bukser….Ups haha.
Det er sådanne sejre jeg lever højt på, og jeg glæder mig til at skulle derud igen i det nye år.

Skolen har fyldt meget i disse måneder. Der har været nogle problemer, omkring hvordan jeg skulle komme i skole, så Britt og jeg er gået i gang med at øve, at gå ned til skolen, der er jo ikke så langt, det tager højst 15 minutter, hvis jeg går langsomt. Det virker bare stadig lidt urealistisk, at skulle gå alene udenfor.
Eksamens snak har der også været en del af, da planen jo var jeg jeg faktisk skulle op til dansk eksamen her til december, desværre måtte vi udskyde det, da min mavefornemmelse sagde at det ville blive alt for presset, hvis jeg skulle nå det. Jeg vil så gerne have en god oplevelse ud af det at gå til eksamen, og det virkede mere sandsynligt for mig at få det til sommer.
Så nu er planen, at jeg skal op til sommer, i dansk og måske også matematik. Puha jeg synes ikke der er længe til:/
Jeg havde en helt fantastisk oplevelse med min gode veninde, der også går nede på skolen. Vi har fulgtes ad de sidste par år, siden vi mødte hinanden, da hun startede i min klasse. Hun var en stor støtte, da jeg begyndte at have det dårligt, og hun er en af de eneste jeg stadig har kontakt til, fra dengang. Det gør mig så glad, og jeg føler mig meget taknemmelige. Hun har også haft sine ting at slås med, og har derfor heller ikke fået afsluttet 9. klasse, som jeg selv, så vi har fulgtes lidt ad, og haft noget tilfælles der. Det var meningen vi skulle op sammen her til december, og afslutte 9. klasse sammen til sommer, desværre ikke alligevel. Hun har været oppe her i december, og det har givet mig super meget at følge hende, og høre fra hende, hvordan det er. Den helt store oplevelse for mig, var da hun skulle op til den sidste eksamen, mundlig dansk, i torsdags. Vi havde snakket om, at jeg kunne komme og være der, når hun havde været inde til eksamen, og jeg havde da mine tvivl om hvorvidt jeg kunne. Mest på grund af tidspunktet, som hed 9:50.
Jeg står normalt op der…..Min søvn er meget vigtig for at jeg kan holde angsten på et lavt niveau, og jeg sover nok længere end de fleste. Jeg er godt klar over at jeg ikke kan blive ved med at sove så længe i hverdagene. Jeg har et issue med det at skulle “tidligt” op. Jeg vil helst undgå at være vågen og oppe om morgenen, når min søster og mor skal ud af døren. Det minder mig simpelthen sådan om dengang jeg gik i skolen. Morgenerne var forfærdelige. Den angst jeg havde, den afmagt jeg følte, den ønsker jeg ikke får noget. Så snart jeg stod op var min krop og hjerne på vagt, og angsten var der fra det øjeblik mit vækkeur ringede. Jeg var så angst, helt ind til knoglerne. Jeg får det helt skidt nu, ved at tænke tilbage på det…

Men i torsdags stod jeg tidligt, og gjorde alt for ikke at sammenligne det med min skoletid. Det gik overraskende godt, og jeg var på skolen 9:50! Det var nok den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft på skolen. Jeg havde en forestilling om, hvordan der ville være på skolen der i formiddags timerne, men det var slet ikke som jeg troede. Der var ikke kaos, eller mange mennesker, der var ro og folk smilede.
Den følelse jeg havde i maven dernede var fantastisk. Jeg følte mig virkelig så normal som jeg kunne, og jeg var bare rolig og fattet, og en del spændt på min venindes vegne.
Det var den vildeste følelse, da hun kom ud, og jeg følte mig meget vigtig, og heldig, at jeg måtte være der.
Hun fik 12! Jeg begyndte sgu at græde, det var sådan en intens oplevelse, og jeg følte nærmest selv jeg havde været til eksamen. Jeg er så spændt på når det bliver min tur til sommer, og jeg glæder mig faktisk, selvom det nok skal nå at ændre sig når vi når omkring marts ;P
Oplevelsen i torsdags har virkelig givet mig blod på tanden, og jeg er SÅ klar på at skulle prøve det nye skema i det nye år, hvor jeg skal være der om formiddagen om tirsdagen. Det bliver så spænende, og jeg kan nærmest ikke vente.

Som i nok læse, har de sidste måneder været fyldt med succes, og der er sket en masse. Dette år har i det hele taget været fyldt med succes, det er slet ikke til at forstå. Jeg er så spændt på, hvad 2017 mon bringer mig. Det bliver en spændende år, hvor jeg fylder 18, og forhåbentlig har bestået dansk og matematik.

Kom an 2017!

Jeg smitter ikke,
– Men det gør tabu

Så er jeg tilbage med et nyt indlæg. Mit overskud har ikke kunnet række til at lave indlæg her på bloggen, så det er mest bare blevet til korte opdateringer på facebook.
Jeg vil jo gerne lave indlæg herinde, og har også nogle idéer, men jeg har svært ved at tage mod til mig, og få lavet dem, fordi jeg i forvejen har et par indlæg liggende jeg aldrig har fået skrevet færdigt, og det giver mig en følelse af at fejle… Men jeg vil prøve at arbejde lidt med mig selv, omkring den følelse, samt mine uendelige krav til bloggen herinde, og de ting jeg skriver.

Jeg tænker de fleste der læser herinde ser mine ting på facebook, så i har sikkert lagt mærke til at jeg er meget sammen med en skøn kvinde, ved navn Britt. Hun er simpelthen blevet min støtte- kontaktperson, og det er kort sagt en person der er der til at støtte en og arbejde på forskellige ting. Jeg kendte Britt i forvejen, da hun har arbejdet nede på min skole.
Jeg var meget uheldig i en periode, fordi jeg skulle lære en der hed Louise at kende, som skulle hjælpe mig nede på skolen, udover min primær person Lene, men Louise stoppede efter at jeg havde mødt hende 2-3 gange. Så fik jeg Britt i stedet, og jeg følte bare vi klingede godt sammen. Det var rigtig trist da Britt stoppede nede på skolen i november, efter jeg havde kendt hende i 1-2 måneder.
Så længe havde jeg bare Lene, for at jeg ikke skulle til at lære endnu en person at kende, og så var det jo i maj-juni måned der blev snakket om at jeg skulle have en støtte- kontaktperson der kunne tage mig med ud forskellige steder. Det var lidt mit eget ønske, da jeg har tilbøjelighed til at slippe lidt for let, når jeg er ude med min mor, nok mest fordi vi jo er forbundet og hun gerne vil passe på mig, og det udnytter angsten fuldt ud.
Jeg blev så overrasket da jeg fik at vide at det blev Britt der skulle være min skp (støtte- kontaktperson)
Jeg synes vi har arbejdet rigtig godt sammen, og jeg har taget mig i et tænke, “Hvad gjorde jeg dog før jeg havde Britt?.” Det har virkelig gjort meget for mig at have hende synes jeg!

Jeg er jo også startet på skolen, selvom det startede lidt dumt ud. Jeg følte mig i hvert fald presset, og der var Britt (og min familie selvfølgelig) klar til at hjælpe. Jeg var især glad for at snakke med Britt, for havde jeg ikke gjort det havde jeg helt sikkert presset mig selv for hårdt, og det ville være endt galt.
Min veninde er startet nede på skolen, og det har, og vil hjælpe mig meget, fordi jeg så har et kendt ansigt blandt alle de andre. Jeg følte lige det kørte på skinner, og så kom der selvfølgelig noget i vejen.
Min primær/lære nede på skolen er desværre blevet sygemeldt, og vi ved jo ikke, hvornår hun er tilbage. Jeg har kendt hende i to år, og hun er bare skide god til at passe på mig, samtidig med at presse på den rigtige måde, og jeg har bare så meget tillid til hende fordi jeg ved hun kender mine grænser. Det har været en af mine største frygte omkring skolen, at hun skulle stoppe eller andet, men alligevel tænkte jeg, at sker det så sker det, og så går det nok. Men det gør det bare ikke! I hvert fald ikke så let som jeg havde troet.
Jeg skulle mødes med Britt onsdag, og et par timer før jeg skulle gå fik jeg beskeden om det. Britt syntes vi skulle finde en løsning så jeg alligevel kunne tage på skolen torsdag som planlagt, så vi fik sat en masse i værk, og jeg tog faktisk på skolen torsdag.
Jeg skulle mødes med min nye primær voksen på skolen, for at snakke om hvad vi skulle gøre. Jeg havde heldigvis mødt hende en enkelt gang, så jeg kunne sætte et ansigt på hende. Jeg havde det rigtig skidt da jeg vågnede i går, angsten bad mig aflyse, og det var netop det jeg gjorde før i tiden, lyttede til angsten uden lige bare at prøve at tage kampen op. Man vel et eller andet sted bare gerne have følelsen af angst og ubehag til at gå væk, og det gør den jo så snart jeg fx aflyser.
Men på det punkt er jeg blevet stærkere, jeg står op og går i bad, og så tager jeg stilling til om hvorvidt jeg skal aflyse eller ej.
Angsten plejer ofte at være forsvundet når jeg vælger at gå i bad, og er den ikke det plejer jeg at kunne fornemme om det er muligt at presse mig selv til at gøre det, hvilket jeg kom frem til i går.
Det skal selvfølgelig lige nævnes, at jeg somme tider havner i de gamle vaner og aflyser så snart jeg er angst når jeg vågner, men det er efterhånden ikke så tit mere.

På vej på skolen overvejede jeg om jeg skulle gå ind alene, eller tage min mor med, men jeg kom frem til at jeg godt kunne selv, men det fortrød jeg lidt da jeg var på vej ind på skolen. Jeg var svimmel og det var lidt uvirkeligt omkring mig, men der var det for sent at bede min mor gå med, så ville jeg helt sikkert gå i panik, så jeg måtte bare forsætte og håbe på at klare det uden et anfald.
Jeg var helt rundt på gulvet da vi snakkede, og jeg kunne pludselig ikke huske hvilken dag det var.

Der gik det op for mig, at min hjerne havde slået fra, hvilket den altid gjorde før i tiden når jeg forlod hjemmet. Jeg kan huske jeg tænkte på om jeg mon nogensinde ville kunne gå ud, og være tilstede, uden at min hjerne slog fra, for når den gør det er jeg altid super træt bagefter, og jeg huskede fx ikke hvad farve den kjole jeg kiggede på var. Der gik det op for mig at min hjerne faktisk ikke slår fra mere.
Men tilbage til samtalen, så var jeg rundt på gulvet og kunne ikke holde fokus på noget som helst, og fik slet ikke spurgt om eller sagt de ting jeg skulle, så da jeg kom ud i bilen, efter en svimmel tur derhen, kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Jeg følte det virkelig som et nederlag. 10 skridt frem, 12 tilbage. Jeg troede lige det fungerede på skolen, og jeg følte mig fri og uafhængig og tænkte at jeg ikke længere havde brug for den samme tryghed, og der tog jeg virkelig fejl, det var virkelig et slag i ansigtet.
Øv altså! Jeg var bare træt og ked af det da jeg kom hjem, og jeg havde bestemt lyst til at droppe skolen, men det er bare ikke nogen mulighed, og det er jo heller ikke det jeg vil.
Så status er, at jeg ikke aner hvad der skal ske nu, jeg må se tiden an. Jeg aftalte til den der samtale, at jeg ville komme tirsdag og så sidde og arbejde i det rum jeg plejer, og kender, med min veninde. Jeg ved bare ikke om jeg har mod på det. Jeg ved det virkelig ikke, og jeg tænker jeg først er klar over det tirsdag morgen, efter jeg er stået op med angst og uro, og har været i bad.
Men jeg håber virkelig. Men i det mindste ved jeg at jeg kommer derned torsdag, da jeg har et længe ventet møde med en UU vejleder, og denne gang tager jeg min mor med. Så må jeg bare håbe alt jeg kan på at min primær er tilbage ugen efter, det er i hvert fald det der holder mig oppe lige nu.

Jeg smitter ikke,
-Men det gør tabu

• Skal jeg ikke ikke udenfor huset, jeg orker ikke gøre noget ud af mig selv

• Har jeg planer om at gå i hyggetøj og uredt hår hele dagen

• Tænker jeg på at begynde på en ny tegning i min malebog

• Skal jeg helt sikkert spille Sims 3

• Burde jeg støvsuge/støve af på mit værelse, men tvivler på at det bliver til noget

• Er jeg træt

• Har jeg nu sovet 4 dage uden mine afslappende piller om aftenen (Og det kan mærkes, gab )

• Skal jeg lave matematik med min søster

• Er der kun en dag til at Britt kommer, Jubii

• Har jeg ikke mærket angsten endnu

• Er jeg i godt humør

• Er der kun 151 dage til 1. december

• Er jeg træt, allerede…..

Jeg smitter ikke,
-Men det gør tabu

Jeg er en fest, lækker bøf, en kæmpe succes og et år rigere.
Det er rat at være tilbage ved tasterne igen, nu når det hele er overstået. Eller ja, det er ved at være en måned siden, men dette indlæg har været længe undervejs.
Anna blev konfirmeret den 5. maj, og den dato har skræmt mig i flere måneder. Jeg har været så nervøs, og brugt mere energi på det, end de fleste ville bruge på to år.
Det er så vildt mærkeligt at det hele er ovre nu, hvad pokker skal jeg nu bekymre mig om? 😉

Jeg er stadig glad for at jeg valgte ikke at tage med i kirken. Forstå mig ret, jeg er super ærgerlig over at jeg ikke var en del af selve konfirmationen. Jeg ville sådan ønske jeg kunne havde været der, og det gik faktisk op for mig, hvor meget kirken er en del af det hele, men jeg kunne bare ikke havde klaret det.
Eller jo, det havde jeg måske kunnet, men så havde jeg måske ikke været med til festen. For det må man sige jeg var, altså var med til festen. Jeg var der i 7-8 timer.
Det er en succes!

Det var ellers så tæt på at jeg valgte slet ikke at tage med, aftenen før. Jeg havde det virkelig forfærdeligt.
Ud af det blå fik jeg et panikanfald, men bagefter blev jeg ikke rolig, som jeg normalt gør efter et anfald, jeg fik det endnu værre. Det var så forfærdeligt og umenneskeligt, og jeg ønskede bare at få det hele til at stoppe. Jeg ville gøre alt for at få fred, og derfor var jeg ved at sige helt stop, og droppe festen, bare for at få det til at forsvinde, men jeg fandt modet frem, og prøvede at slå timerne ihjel.
Da de andre var oppe at pynte op, fik jeg ro på, og det var sådan en lettelse.
Om morgenen var jeg bare spændt og glad. Jeg holdte humøret oppe og angsten nede indtil det var tid til at de andre skulle af sted til kirken.
Det var meget rart lige at have lidt tid inden, men jeg var super glad for at jeg ikke havde længere tid, især fordi den sidste halve time inden afgang var hård. Der må man sige jeg var nervøs, men slet ikke i nærheden af, hvordan jeg havde haft det aftenen før.
Da jeg først sad i bilen, var jeg faktisk slet ikke nervøs, og jeg tog køreturen, som var det noget jeg var vant til.

Det var så rart at folk var glade for at se mig da jeg kom, men det var også super overvældende, fordi alle kom hen og sagde hej til mig i bilen, og jeg havde regnet med at sige hej til folk hen af vejen, men det var måske også meget rart at få det “overstået,” hvis man kan sige det sådan.
Da jeg først kom ind, var det som om jeg bare var til stede, og det var helt fantastisk. Faktisk, var angsten der egentlig ikke særlig meget til festen, overhovedet. Den var der måske, men jeg lagde ikke mærke til den.
Jeg har før beskrevet til folk, at jeg føler jeg går i et “overlevelses-mode” når jeg går ud af døren, og når jeg er i det, så er det der mit fokus er. Jeg lukker af for tanker, og angst. Bagsiden er, at jeg tit har svært ved at huske detaljer eller samtaler, når jeg så først kommer hjem i sikkerhed, og det kan somme tider være skiiiide irriterende, så jeg er blevet god til at skrive ting ned, hvis jeg får noget vigtigt at vide, når jeg ikke er hjemme.
Min største frygt ved festen, var enden om jeg ikke gik i mit såkaldte “overlevelses-mode” eller hvor længe jeg kunne være i det.
Jeg bruger jo meget energi på at være i det her mode, og på et eller andet tidspunkt, så er min energi jo brugt op.
Men det var slet ikke noget problem til festen. Jeg følte mig lige som alle de andre, og jeg nød det virkelig.
Jeg fik snakket med alle, syntes jeg, og jeg var overrasket over, hvor meget jeg faktisk har savnet det.

Festen i det hele taget var en kæmpe succes. Der var fantastisk stemning, og folk snakkede på kryds og tværs af familien, og det var noget vi ikke havde regnet med. Maden var lækker, og menneskerne var fantastiske.
Jeg havde slet ikke lyst til at slutte dagen, og jeg brugte over en time på at få sagt stop. Min mormor sagde også, “Jamen så bliv da, hvis du gerne vil Emma,” men jeg tænkte at det nok var en god idé at stoppe, mens legen var god. Jeg skal trods alt ikke tilbage dertil, så de der tanker med “jeg har ikke noget at miste, jeg skal ikke derhen igen” var lidt lige meget for mig der, for jeg besluttede at jeg alligevel gerne ville slutte dagen på en god måde, så jeg valgte at tage hjem ved 19-20 tiden.

30-40 minutter før turen gik hjem

Der var god forret, som var noget lakseroulade, og så var der buffet til hovedret. Inden vi gik til desserten, skulle mor, Anna og jeg op til møllen, som lå i vores gamle have. Jeg kan godt lide at tage billeder, og havde lovet at tage flotte billeder af Anna.
Det blev både til nogle meget flotte og seriøse billeder, men der var også tid til fjol.
Da vi kom tilbage var det tid til dessert, og en overraskelse fra mig.

Anna havde bedt mig om ikke at købe nogen gave til hende, men jeg følte alligevel jeg skulle give hende noget, så jeg lavede faktisk en video til hende. En meget personlig video, (og hvis du spørger Anna, en meget pinlig video) hvor jeg overskred en grænse ved at sidde og snakke til kameraet. Jeg havde jo lidt øvelse fra de videoer jeg optog til det program jeg skulle havde været med i, men det var lidt anderledes og på en eller anden måde mere grænseoverskridende end det andet, og jeg endte heller ikke med at blive tilfreds.
Jeg havde i videoen samlet billeder og videoer af Anna, og stunder vi havde oplevet sammen. Jeg havde lavet en intro med min anden lillesøster Ida, og så de videoer jeg havde optaget af mig selv.
Jeg endte med at blive okay tilfreds, bortset fra de videoer af mig selv. Alligevel havde jeg ikke regnet med at folk ville blive så rørte, og da slet ikke Anna! Det kom virkelig bag på mig, da jeg fik en arm i siden, og fortalt at Anna sad og græd. Orh.

Mit hjerte bankede helt vildt da det var ved at være tid til at vise videoen, og så var der faktisk problemer med lyden. Det værste ved det var, at jeg godt vidste hvad der skulle gøres, men jeg turde ikke gå op foran dem alle, for at ordne det, så jeg fik sendt en anden derop.
Det var faktisk en virkelig fantastisk stemning mens den blev vist. Lyset var slukket, og vi havde stearinlys tændt, det var meget smukt. Bagefter var jeg lettet, og en smule forlegen, og faktisk også nervøs for Annas mening om videoen, fordi der var nogle pænt hårdtslående (Host, pinlige) videoer med, men hun syntes heldigvis ikke det var meget slemt.
Alle andre synes den var super sød og sjov, og folk kom hen for at rose den. Det var mere end jeg havde regnet med. Jeg var rigtig glad for at jeg overskred den grænse, og for det første lavede den, men også valgte at vise den til festen. Nedenfor er der et lille udklip af min video.

Udover mit indslag, havde vi også to sange, og så havde jeg samme med min moster lavet en ret sjov quizz om Anna, som alle skulle besvare. Det var efter min video, og jeg tror Anna blev ret så bekymret over, hvad jeg nu ellers havde fundet på, jeg syne si hvert fald man kan se på hendes ansigt i video, at hun tænker det værste 😉

Selvom der nu er gået næsten to måneder siden, så føler jeg det var forleden dag. Jeg er så glad for at jeg klarede den dag, og jeg har virkelig brugt det som et kæmpe skulderklap og tænkt, “Hvis jeg kunne klare det, kan jeg da helt sikkert også klare det her.”
Og alligevel har jeg haft det svært ved at komme tilbage fra det, på den måde at jeg følte mig helt anderledes da jeg kom hjem den aften, jeg følte alt var ændret, og at jeg ikke behøvede have angst mere, men sådan er virkeligheden desværre ikke, og det var hårdt at indse.
I alt det her, havde jeg jo fødselsdag. Dagen efter rent faktisk, og vi var alle ret så trætte så det var en stille og rolig dag, hvor vi var ude at spise lækker mad om aftenen. Det var en helt fin dag for mig.
Jeg vil slutte dette indlæg af med nogle dejlige billeder fra dagen, og så vil jeg ønske dig, der læser dette, en fantastisk dag 🙂

Jeg smitter ikke,
– Men det gør tabu

Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad i tænker om idéen, men nu kaster jeg mig ud i det 😉
Retningslinjerne er, at jeg hver dag her i april måned vil skrive ned, hvordan dagen har været angstmæssigt og lidt om hvad jeg har lavet.
Det gør måske at i lærer mig bedre at kende, og får en fornemmelse af hvordan min hverdag er. Det bliver også en super fed udfordring for mig.
Jeg kommer til at opdatere her, hver aften, eller dagen efter, og jeg skal nok huske at skrive det på facebook.

• Dag 1: I dag har været helt fantastisk. I morges da jeg vågnede var angsten der på en anderledes måde, og min mavefornemmelse sagde at det ikke ville gå godt nede på skolen.
  Men jeg stod op, ignorerede angsten og gik i bad og gjorde mig klar til at tage af sted.
  Jeg var super nervøs og lidt ved siden af mig selv, og en del svimmel, og jeg havde en indre kamp om hvorvidt jeg skulle tage af sted eller aflyse. Jeg skrev til min kontaktperson og vi aftale at det kun blev en halv time, og at vi ville give det et forsøg, og gik det ikke kunne mor og jeg bare køre hjem igen.
  Det gik over al forventning nede på skolen! Jeg kom ind i et rum med to andre piger, en anden lærer og så min kontaktperson. Min kp og jeg sad så ved et bord lidt væk og lavede matematik, men endte med at rykke op til de andre. Jeg fik smilet lidt, men jeg turde ikke rigtig snakke så meget med pigerne, men det blev til et par kommentarer og bare det at jeg sad i rum med dem var en sejr.
  Jeg har det meget svært i selskab med andre unge, fordi jeg føler mig forkert og er bange for at virke underlig. Jeg slapper meget mere af hvis jeg skal møde en ny voksen, nok fordi voksne tit er mere åbensindet. Så vidt jeg forstod havde de to piger selv angst, hvilket gjorde det mere behageligt.
  Den anden lærer gik i gang med at lære mig at lave en rubiks terning, og det har jeg altid gerne ville kunne! Jeg blev helt opslugt af det, og min kontaktperson sagde at det var så skønt at se mig så opslugt af noget at jeg glemte alt andet, både tid og sted.  Jeg har endda fået lov at låne en terning med hjem, og jeg drejer på livet løs, men det er bare skide svært! Jeg glæder mig helt enormt meget til at skulle ned på skolen igen, og det er bare super fedt.
  Min far kom også for at hente min søster, og der kunne jeg godt mærke jeg var brugt psykisk. Alligevel fandt jeg energi til at køre en tur med mor, mens der var pause fra X factor.
  Det har været en fantastisk dag, og det er ingen aprilsnar;) Angsten fyldte en del i dag, men jeg overvandt den, og det gav mig energi på at klare hele verden.

• Dag 2: I dag vågnede jeg med super meget energi og ingen angst. Det blev dog ændret da jeg var nede i byen med min mor. Der er begyndt at komme mange mennesker, og det kan jeg godt mærke påvirker min angst. Hvad mon de tænker om mig? Hvad hvis jeg falder om, hvad nu hvis jeg lugter? For ja, sandheden er at når man har angst, sveder man som regel helt vildt når man er i uvante situationer. Jeg måtte også lige bruge lidt ekstra kræfter inde i bog pg Idé for ikke at starte et panik anfald. Jeg er så glad for at jeg har lært at kunne stoppe anfaldene 90% af gangene. Efter den sejr var jeg klar på den næste butik. Da vi kom hjem var jeg flad. Der går ikke mere end 15-30 minutter når jeg kommer hjem fra noget udenfor huset, til at jeg bliver overmandet af træthed, jeg decideret gaber. Så har jeg brug for 30-60 minutters ro og afslapning før jeg er klar igen, får jeg ikke det, så kan jeg ikke rigtig håndtere angsten. Jeg var også ude og køre her til aften. Det gik helt fint, vi kørte cirka halvdelen af den sidste del af turen til kirken.

• Dag 3: I dag vågnede jeg glad og med masser af energi (Host, jeg var skide træt)
  Det var lidt skæbnen, men det ægtepar der boede her før os i lejligheden, plejede at være indsamlere til kræftens bekæmpelse, men de havde ikke fået meldt det fra her på adressen, så fredag dukkede der en dame op med en masse indsamlingsting, som hun jo bare skulle aflevere.
  Min mor endte med at tilbyde sin egen hjælp. Mor og jeg havde snakket om at vi godt ville være indsamlere, men havde ikke fået gjort noget ved det, så det var lidt pudsigt.
  Kræft er en forfærdelig sygdom, som rammer os alle på en eller anden måde!
  Min dejlige morfar tabte kampen, men jeg var ikke så gammel dengang. Min seje, seje farfar tabte kampen i sommers, men han var/er den sejeste. Desuden er min mors gode ven lige blevet ramt, og jeg håber sådan der findes en kur snart så han kan blive helbredt. (Farmor, hvis du læser dette, så gjorde jeg det blandt andet for hans skyld. Jeg ved hvor stolt i to ville være over det <3 )
  Jeg så dette som en god mulighed for at hjælpe en smule, og samtidig arbejde med min angst.
  Så jeg stod tidligt op og havde to ting på programmet: Veninde besøg og indsamling.
  Min mormor og hendes kæreste var så søde også at ville hjælpe min mor og jeg, så de startede og så gik jeg selv (!!) ned til dem da jeg var klar. Det er første gang jeg er gået udenfor døren alene, SEJR!
  Jeg stod nede ved Netto i 30-50 minutter og samlede penge ind. Jeg udfordrede mig selv og spurgte et par stykker, og stod faktisk også alene på et tidspunkt. Jeg fik også små snakket lidt med folk, og vigtigst af alt samlet penge ind! Jeg modtog 2 hundred kroner sedler, og en masse mynter.
  Folk var så søde, og jeg følte virkelig jeg gjorde en forskel, selvom jeg ikke var der så længe.
  Jeg ved endnu ikke hvor meget vi fik samlet, men det får vi en mail omkring, og så fik mor tilmeldt os til at hjælpe igen næste år. Jeg glæder mig.Min dejlige veninde, Kira kom også forbi til snak og tegning. Jeg kender ingen andre end Kira der vil sidde og tegne, så tak Kira, det et dejligt besøg. Det var så skønt at se en veninde, men jeg var godt nok flad bagefter, hvilket vel er forståeligt. Jeg plejer med vilje kun at have en ting hver dag, da det tager hårdt på mine kræfter. Jeg er sikker på jeg sover godt i nat 😉
  Der har været fuld knald på de sidste dage, derfor har der været så meget at fortælle, men det er ikke sikkert der er så meget at fortælle den næste uge.

• Dag 4: I dag havde jeg en aftale med psykologen, som jeg har måttet undvære i lidt over 2 uger, da hun har været på ferie. Så jeg var tidligere oppe end normalt. Vi fik en rigtig dyb snak, så jeg har været helt vildt flad efter hun gik.
  Udover det har mit humør ikke været helt i top siden i formiddags, og det har sat tankerne i gang, om hvorfor mon det var/er sådan. Jeg tænker det er på grund af den intense samtale vi havde, så det nok er min hjerne der siger fra, og dens måde på at sige at den ikke kan rumme mere i dag.
  Så mit overskud har ikke været til andet i dag, end den samtale.
  Når jeg har det sådan her, glæder jeg mig bare altid til at komme i seng, og starte på en ny dag.

• Dag 5: I dag har min kontaktperson/lærer været her. Vi plejer at mødes hver tirsdag og fredag, tirsdag er det dansk, fredag matematik. Nu er vi så begyndt at ses herhjemme tirsdag og skolen fredag, men indenfor et par uger skulle begge aftaler gerne være nede på skolen.
  Jeg skulle tidligere op i dag end i går, og jeg regnede med at være træt, men jeg regnede ikke med at være så træt, at mit vækkeur måtte ringe en halv time før jeg faktisk vågnede:/
  Mit humør har ikke været skide godt i dag, og jeg har haft hovedpine on/off siden i morges.
  Jeg får stort set altid hovedpine, hvis jeg  er i underskud af søvn, øv!
  Heldigvis har angsten ikke fyldt sådan mega meget i dag, den har måske fyldt 30-40 %
  Jeg kan godt mærke der har været en masse ting de sidste dage, så jeg tror det er vigtigt at tage den med ro de næste to dage. Jeg skal i hvert fald ikke for sent i seng, og så skal jeg bare sove så længe jeg kan i morgen.

• Dag 6: I dag har heller ikke været skide god. Jeg har været sindsyg træt og lidt øv. Angsten har fyldt en del i dag faktisk. Der har ikke skullet så meget til, før den begyndte at røre på sig. I dag er der kun en måned til at jeg har fødselsdag, og fylder 17…. Jeg elsker at have fødselsdag, men det skræmmer mig altid helt vildt at jeg bliver et år ældre. Jeg er altid skræksslagen nogle måneder før. Jeg vil virkelig ikke blive ældre, fordi der følger så mange ting og ansvar med. Jeg kan slet ikke bære at jeg fylder 18 om et år….Det snakker vi ikke om! Alder er vel kun et tal:/ I år er jeg også super nervøs for min fødselsdag, fordi min søster skal konfirmeres dagen før, så jeg har virkelig ventet længe med at skrive ønskeseddel i år, fordi jeg ikke har haft lyst til at se i øjnene at konfirmationen nærmer sig.

• Dag 7: Klokken er halv ni, og jeg er lige kommet ind af døren med røde kinder og kold næse. Min mor, lillesøster Ida og jeg har været ude på en lille aftentur. Ida har lige lært at cykle uden støttehjul, så hun cyklede mens mor og jeg gik. Det var skønt, men nu er jeg også træt. Jeg har ikke lavet så meget i dag, jeg synes dagen er gået helt vildt hurtigt. Min mormor kom forbi, da vi skulle øve at køre bil, da vi er rendt ind i et problem, med hvordan jeg kan komme ned på skolen. Min mor kan ikke nå at køre mig derned om tirsdagen, og jeg kender ikke nogle andre godt nok til at turde køre med dem.
  Desværre gik det ikke super godt. Jeg blev lidt utilpas ved at køre med min mormor, og så oplevede jeg angsten på en ny ubehagelig måde.
  Når jeg plejer at have trykken for brystet, er det mere sådan ubehag fordi det trykker og er lidt hårdt at trække vejret. Det lyder alligevel voldsomt, jeg ved jo godt at det meste forgår psykisk og at jeg sagtens kan trække vejret. Men i dag sad det ikke i brystet, men i halsen.
  Det sådan trykkede, men gjorde ondt. Meget ubehageligt, og jeg blev faktisk lidt bange for om det måske ikke var på grund af angst, men der holdte heldigvis op da vi var kommer hjem, så jeg regner med at det bare var en ny måde min angst viste sig på.
  Men jeg klarede turen, uden panik, men jeg må ærligt sige at jeg var skide angst inden min mormor skulle komme, og havde virkelig løst til at droppe det. Det er altid før jeg skal ud i situationerne at jeg er mest angst, det er egentlig sjældent så slemt når jeg først er i dem. Det er det der er så S K I D E irriterende ved angst! Du ved at der ikke er noget at være nervøs/angst for, men din krop og hjerne vil bare ikke lytte.

• Dag 8: I dag havde jeg en aftale nede på skolen. Jeg vågnede på et tidspunkt i nat, og lå og tænkte længe. Jeg tænkte især meget over skolen, og hvad de andre dernede mon tænker om mig.
  Det er ingen hemmelighed at jeg vejer for meget, og det er noget jeg skammer mig meget over.
  I nat følte jeg mig rigtig forkert, og jeg havde virkelig ikke lyst til at vise mig nede på skolen.
  Det er svært at sidde og beskrive mine tanker, nu her flere timer efter.
  Så jeg glædede mig ikke mega meget til at komme på skolen i dag, men jeg var alligevel i okay humør da jeg stod op.
  Det gik da også okay nede på skolen, men tankerne fra i nat fyldte en del. Nogle gange ville jeg virkelig gerne vide, hvad folk virkelig tænker om mig, da jeg kan bruge flere timer på at tænke tingene igennem og tænke over om det måske var noget dumt jeg sagde.
  Jeg håber lidt det ikke fylder så meget, når jeg vænner mig til at være sammen med andre, det andet her er bare super opslidende.
  Men det gik okay angstmæssigt, så det er jo meget rart. I det hele taget er det dejligt at det er lang tid siden jeg decideret har fået en angstanfald, og om det er fordi jeg har lært at styre det, eller om det er min angst der viser sig på andre måder, ved jeg ikke.
  Nu vil jeg weekend hygge med min familie:) Så god weekend til alle!

• Dag 9: I morges gik min søster og jeg i gang med at lave pandekager. Det endte i en smuuuule kaos, ups. Men lækre blev de! Vi fik i hvert fald først morgenmad klokken halv et, hvilket har gjort min dag en smule mærkelig. Før i tiden skulle jeg spise frokost klokken 12 og aftensmad klokken 18, ellers var min angst helt enorm. Det var virkelig hæmmende for mig, så jeg er så glad for at jeg ikke har behov for det længere. Når det så er sagt, så vil jeg helst spise frokost omkring klokken 12-13 og aftensmad 18-19, men det har ikke sådan en stor betydning som det har haft.
  Jeg mindes en sommer, hvor jeg slet ikke turde gå med ud og spise i haven, hvis klokken var meget over 18. I det hele taget at spise i haven var en stor mundfuld. Jeg sad gerne og var lidt svimmel inden jeg skulle derud, og det krævede meget overvindelse. Det viser virkelig, hvor slemt jeg har haft det, heldigvis er det ovre!
  Så i dag har ikke haft noget specielt indhold, udover lækre pandekager, og Wii bowling med min lillsøster, hvor jeg fik pænt meget tæsk.
  Men udover det, har dagen været god. Jeg har været lidt blæst i hovedet grundet den sene morgenmad og  den anderledes morgen, men ingen angst, så det er skønt.

• Dag 10: I dag har ikke været helt god. Jeg har haft en meget skiftende humør.
  Mit humør var virkelig skidt da jeg vågnede, og jeg havde nogle ret så dystre tanker.
  Det er tit svært at sidde her, flere timer og beskrive mine tanker, så derfor greb jeg faktisk min mobil i morges, og skrev mine tanker ned.

  “Jeg kan somme tider virkelig ikke finde ud af mit hoved. Mit humør skifter så hurtigt.
  Fra at vågne, og ikke orke stå op eller gå i bad, til at prøve at se dagen på en positiv måde. Jeg tror lidt det er medicinens skyld, og jeg ved ikke om jeg skal være sur over at jeg ikke bare kan være deprimeret i fred, eller om jeg skal være glad for at jeg pludselig kan se positivt på dagen. Jeg plejer at være mere end glad for at jeg alligevel kan se positivt på dagen, men lige nu er jeg lidt små sur over det. Det er skide forvirrende og jeg ved ikke om jeg selv forstår det, så jeg forventer ikke i forstår det.”

  Som i kan fornemme var jeg på en og samme tid optimistisk/positiv og deprimeret, og det var super mærkeligt.
  Det lyder så mærkeligt at man ønsker at være deprimeret, men jeg tror alle der har oplevet psykisk sygdom, ved at man somme tider faktisk bare gerne vil have det skidt, og have lov til at have ondt af sig selv. Det ville være så meget lettere ikke at tage det op, fordi det virker så forkert at have det sådan, men jeg har brug for at være ærlig overfor jer og mig selv.
  Ellers har dagen været angstfri, det er mere dumme og negative tanker der har fyldt.
  Altså udover da vi snakkede kirken til min søsters konfirmation, der blev jeg ret så angst, og fik kvalme.
  Jeg har stadig ikke været ude ved kirken, og det stresser mig at der kun er 25 dage til jeg skal kunne det. Jeg kunne godt bruge et par måneder endnu.
  Jeg har haft så svært ved at sige “Nu gør vi det!” de sidste par dage, derfor har vi ikke været ude og køre, fordi jeg har sagt nej fordi jeg ikke har haft mod og energi til det.
  Men i morgen må jeg altså gøre det, og et eller andet sted glæder jeg mig også en smule, da vi skal ud til et meget smukt sted, som jeg ikke har været længe.

• Dag 11: Jeg vågnede i morges og havde det lidt øv, og en smule ondt i maven, men jeg stod op.
  Jeg havde nemlig en samtale med min psykolog i dag. Jeg føler altid jeg får et eller andet med mig efter en samtale, så jeg er så ked af at vores forløb snart er slut. Men den tid den sorger, er det ikke det man siger?
  Jeg var ikke nær så flad i dag efter samtalen, men jeg slappede alligevel af indtil min mor kom hjem.
  Jeg er så lykkelig over at jeg nu er i stand til at være alene, og faktisk nyde det.
  Det var et mareridt for halvandet år siden, hvor jeg var så bange for at være alene, om det så bare var få minutter eller en time. Jeg følte jeg skulle have en babysitter, og det havde jeg også kan man vel godt sige. Det var et stort puslespil at sørge for at jeg ikke var alene et eneste øjeblik i løbet af ugen.
  Jeg var så bange for at være alene, fordi jeg var overbevist om at jeg ville få et panikanfald og så besvime. Det sværeste var at jeg ønskede at være alene, fordi jeg ikke kunne overskue at være selskabelig, men det kunne jeg bare ikke.
  Det var en kæmpe sejr, da jeg den første gang var alene i en halv time, selvom det var hårdt.
  Jeg lå på min lillsøsters værelse og så noget fjernsyn. Jeg turde bogstaveligtalt ikke gå nogle steder, og slet ikke stoppe tv’et. Det lyder så overdrevet, men det var min virkelighed.
  Nu nyder jeg at være alene, dog er jeg stadig ikke super glad for at være alene i flere timer, men det er ikke på grund af angst, men mere fordi jeg så bliver rigtig deprimeret og modløs. Jeg tror det er fordi det minder mig om en dårlig tid.
  Anyway, da min mor kom hjem hoppede vi ned i bilen for at køre. Solen skinnede, og det er noget der påvirker min angst. Så jeg sagde faktisk fra start “Mor, jeg ved ikke om jeg kan køre så langt i dag.”
  Vi nåede det første stykke til den by vi boede i sidste år, og det er den lette del af turen.
  Vi kørte ud til, hvor vi var sidst, og jeg sagde så jeg gerne ville hjem, men min mor pressede, på den gode måde, og jeg gik med til at tage det sidste stykke til kirken.
  Puha! Jeg fik det fysisk dårligt jo tættere vi kom, da det sidste stykke har så mange minder med sig, om en rigtig svær tid, som jeg bestemt ikke vil mindes om.
  Jeg havde virkelig trykken for brystet, så jeg greb min mobil for at få fokus væk fra vejen, og så var vi der pludselig, ved kirken. Jeg blev faktisk overrasket over hvor kort der var derud, det sidste svære stykke tog kun cirka 5 minutter, og det betyder at jeg lige kan barbere 5 minutter af ruten, da turen faktisk kun tager 16-17 minutter. Optur!
  Allerede da vi vendte bilen og kørte hjem lettede trykket fra mit bryst, og jeg hyggede mig faktisk på vej hjem.
  Det var faktisk super fedt at være ude ved kirken, da det tog lidt af presset, for nu skal jeg jo “bare” øve turen, og så er jeg klar til min søsters konfirmation.

• Dag 12: Træt med træt på! Åh hvor er jeg bare træt, og jeg glæder mig bare til at kunne sove længe. Min kontaktperson var her i dag, men jeg havde lidt ondt i maven, så det blev ikke så længe som normalt. Vi snakkede om konfirmationen og lagde forskellige planer til at klare festen. Som det ser ud nu, skal der være min kontaktperson der kører mig til og fra skole, hvilket bliver spændende men også udfordrende, selvom jeg har kendt hende i over et år. Derfor var jeg lige nede og se hendes bil, og køre en lille smule. Når vi arbejder med min angst, handler det om små sikre sejre, men det havde jeg tænker at skrive et indlæg om, så snart jeg får overskud..😕 Men det gik helt okay i dag, så det var skønt. Nu er jeg bare hel flad!

• Dag 13: I dag har været intet mindre end forfærdeligt. Jeg vågnede morges og følte mig syg, med ondt i halsen og andet. Jeg havde det egentlig lidt mærkeligt det meste af dagen, og da jeg så var alene hjemme på et tidspunkt, begyndte mine tanker at kredse om min søsters konfirmation, og det samme gang i angsten. Dette skrev jeg da jeg var i det;
  

Min mave trækker sig sammen og jeg har det som om jeg skal kaste op. Jeg er virkelig bange for konfirmationen i dag, og jeg vil bare gerne have de her følelser til at stoppe!

Jeg måtte faktisk bruge vejrtrækningsøvelser for at tage det roligt. Jeg havde det fortsat skidt indtil min mor kom hjem, og da hun spurgte ind gik det helt galt. Mit hjertefejl bankede helt vildt, og jeg følte jeg rystede, samtidig med at jeg var bange. Noget siger mig at det var et panikanfald, men på en mildere måde. Det var slet ikke så voldsomt som før hen. Jeg tror jeg panikkede over alle de mennesker der kommer til festen, og det at skulle være der i så mange timer. Jeg tror også det skyldes manglende søvn, og at jeg er ved at blive syg.

• Dag 14: Jeg er så drænet for energi, og jeg har vildt dårlig samvittighed over at jeg ikke får lavet indlæg her på bloggen. Jeg overvejer virkelig også om jeg kan fuldføre det her projekt.
  Jeg føler virkelig jeg er røget 10 skridt tilbage, og jeg kan bare ikke overskue noget, slet ikke konfirmationen:(
  Jeg håber så inderligt at det bliver bedre når jeg bliver rask igen.
  Jeg er i hvert fald ramt af sygdom i dag, og det er skide øv, fordi det tager endnu flere kræfter.
  Jeg håber i andre har en bedre dag end mig.

• Dag 15:  I dag har faktisk været overraskende god. Det var faktisk meningen at jeg skulle havde været på skolen i dag, men min kontaktperson kunne ikke være der, så jeg skulle være sammen med en lærer dernede, som jeg har mødt et par gange. I starten tænkte jeg at det var en fed udfordring, men i starten af den her uge kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde mod på det, så lige denne gang fik angsten lov at bestemme.
  Min far var her i eftermiddag for at hente min søster, så det var rigtig skønt at se ham!
  Min mor og jeg er alene her i weekenden, så det har vi glæder os til. Efter aftensmad hoppede vi ned i bilen, selvom det var blevet lidt halv mørkt, og så smuttede vi en tur ud til forsamlingshuset, hvor Annas konfirmation skal holdes.
  ores gamle hus ligger et par 100 meter derfra, og ved der gamle hus, ligger der en mølle.
  Jeg elsker at tage billeder, så jeg skal stå for at tage billeder af Anna på hendes konfirmation. Vi skal op til møllen og tage billeder, så det var vigtigt for mig lige at komme derop og kigge inden. Den mølle har virkelig betydet meget for mig, og det var også derfor mærkeligt pludselig at være der igen. Et eller andet sted bærer den både præg af helt vildt meget angst, men også frihed og håb.
  Jeg elskede at gå derop og kigge ud over vandet, når jeg var ked af det. Det var somme tider en overvindelse at gå derop, selvom der kun var 100 meter til den. Det har fyldt meget hos mig, hvordan jeg mon ville reagere ved at skulle derop igen, så det var måske meget godt vi gjorde det, når der var lidt mørkt. Jeg har et eller andet med mørke, især når jeg skal køre i bil.
  Det giver mig sådan en ro at køre når det er lidt mørkt. Det er nok fordi jeg suger alt til mig når jeg er ude, og når det er lyst er der endnu mere at suge til sig. Nu skal jeg bare op til møllen en sidste gang, mens det er lyst, og så burde jeg være klar med kameraet deroppe, når det bliver min søsters store dag.

• Dag 16:
  Jeg er lige kommet hjem fra køretur med min mor. Det gik okay, bortset fra at jeg fik heeeelt vildt kvalme på vej hjem. Vi kørte ud til starten af del to, af turen til kirken, altså lidt længere end forsamlingshuset.
  Ellers har i dag faktisk ikke været særlig god.
  Jeg fik desværre endnu et panikanfald:(
  Jeg skulle ned i byen, med min mor, for at hente to ting til bordkort til festen, og købe nye Converse sko til mig.
  Mindre detalje at hun så havde solgt de sidste i min farve og størrelse et par timer forude, øv altså.
  Der var helt vildt mange mennesker nede i byen.
  Det hele blev bare pludseligt for meget, og jeg begyndte at blive svimmel og gå i panik, dog ikke nær så voldsomt som før i tiden.
  Det var en forfærdelig lang tur hjem, fordi jeg følte jeg ikke kunne trække vejret ordenligt, og at jeg samtidig var vildt svimmel, og var bange for at besvime.
  Da jeg kom hjem blev jeg sindssyg ked af det.
  Jeg følte mig virkelig ikke stærk, og jeg begyndte igen at blive nervøs for konfirmationen.
  Jeg fik lidt ro på, og så kastede jeg mig over mit yndlingsspil i hele verden, The Sims.
  Jeg elsker det spil, det er som at blive taget ind i en helt anden verden, hvor jeg glemmer alt andet omkring mig. Det er virkelig den bedste måde at slappe af på, for mig.
  Det bekymrer mig meget at jeg nu har fået endnu et anfald. Jeg vil virkelig ikke ind i den onde cirkel, som er så svær at bryde.
  Dette viser nok bare, at jeg ikke er så “rask” som jeg har troet jeg var, eller i hvert fald gerne ville fremstå.
  Faktisk havde jeg helt vildt dårlig samvittighed i starten, da jeg lavede det her, fordi jeg ikke som sådan oplevede angst, og jeg var i tvivl om jeg overhovedet kunne tillade mig at sige jeg havde angst, men det kan jeg da.
  Angst er så mange ting, og det kan komme i perioder, har jeg nu indset.

• Dag 17: Jeg har haft en okay dag. Mit humør har været okay, og jeg har ikke oplevet angsten særlig meget. Min far kom med min søster, som havde været til konfirmation, og så fik jeg også lige hilst på min fars kone, og min papsøster, hvilket var rart.

• Dag 18: Mit overskud er i bund, og mine tanker og angsten fylder helt vildt meget, og jeg kan ikke overskue at gøre det store ved det. Det kræver så meget at dreje tankerne, og tackle angsten på en rigtige måde, så den ikke bare får lov at sidde og gnave.
  Jeg vågnede i morges og var rigtig angst, og det holdte ved i 10 minutter, men så gik det heldigvis væk.
  Mit humør har været helt vildt skiftende, og jeg hader det så meget, fordi jeg kan gå fra at være glad, til virkelig modløs og ked af det på et øjeblik. Man kan slet ikke regne ud hvorfor, og ingen af mine strategier virker. Det er den værste følelse….
  Jeg frygter festen så meget, og jeg ved det er derfor jeg har det så skidt nu, men jeg vil bare så gerne stoppe de følelser.
  Når jeg har lavet dette projekt færdigt, tager jeg nok en pause fra bloggen, også på facebook. Jeg kæmper virkelig for at holde det her i gang, og jeg kan ikke overskue at give mig selv nær så meget som jeg gjorde i starten. Jeg håber i forstår….

• Dag 19: I dag har været lidt en blanding. Jeg havde det egentlig okay i morges.
  Min aftale i dag blev desværre aflyst, men det var meningen jeg skulle havde været med min mor og søster ude i forsamlingshuset, for at aftale mad, men min angst blev pludselig stor. Øv.
  Så optil var mit humør virkelig dårligt, det hjalp efter jeg havde snakket med en dame.
  Jeg regner med at fortælle om det på facebook, her i løbet af de næste par dage, selvom jeg ikke kan sige super meget.
  Men i betragtning til de sidste par dage, har i dag faktisk været ret god, mit humør har været nogenlunde. Jeg har også haft en del overskud, så det er bare fantastisk. Det er som om jeg har fået mere plads oppe i hovedet, efter der er nogle ting der er faldet på plads.
  Nu vil jeg sætte mig og tegne lidt inden jeg skal i seng.

• Dag 20: Det er i dag den 20. april, hvilket vil sige at der kun er 10 dage tilbage af det her projekt.
  Ikke nok med det, har denne dag en stor plads i mit hjerte, det var nemlig på denne dag, for tre år siden, at jeg så mit kæmpe store idol, Justin Bieber. Det var en magisk dag, og en af mine sidste store oplevelser. Jeg husker stemningen, og jeg savner den virkelig meget, jeg har aldrig oplevet noget som det.
  I dag har været præget af positiv energi, og glæde, og hvor er det dejligt! Jeg nyder det til fulde.
  Jeg har ikke lavet det store, andet end at være lidt ude på vores altan, i den skønne sol.
  Det var virkelig skønt, og det får mig til at tænke, at jeg vil gøre det noget oftere, fordi de giver mig glæde og energi.

• Dag 21: I dag har været stille og rolig. Det var meningen mor og jeg skulle ned i byen og købe tøj til konfirmationen, men der var vildt mange mennesker i byen da jeg stod op, så jeg tænkte det ville være lidt dumt at kaste mig ud i. I stedet har jeg slappet af og været ude og køre en smule.

• Dag 22: I dag har været endnu en okay positiv dag, hvilket viser at det var det rette valg, at beslutte at jeg ikke tager med i kirken til min søsters konfirmation. Det har været svært at beslutte, og jeg kæmper virkelig med enormt dårlig samvittighed, men min søsters ønske var at jeg skulle være der til festen, og efter mine anfald er jeg faldet lidt tilbage, og har oplevet meget angst, så jeg skal bruge energi på at være klar til festen. Jeg tror det har været det rette valg at fravælge kirken, fordi jeg så regner (og håber) jeg kan være med til hele festen. Jeg er i hvert fald lettet, og er ikke nær så angst nu.
  Jeg har ikke lavet super meget i dag, bare hygget med min mor og søstre, og nu er vi på vej en tur ud efter fredagsslik, mums.

• Dag 23: I dag er jeg sløv og øv. Mit humør har været skiftende. Jeg var meget angst for festen i morges, så gik det over, og jeg var bare super klar, og så kom jeg tilbage til at være mega angst for det. Det er måske meget rart at det snart er “overstået” selvom jeg tit tænker, “bare der var en måned til endnu.”

• Dag 24: Jeg har ikke så meget at sige om i dag, da der ikke er sket noget specielt. Jeg har hygget med min mindste lillesøster og plejet mig selv.
  Mit humør har været godt i dag, og jeg har slet ikke været angst overhovedet, men en smule nervøs for konfirmationen har jeg været, men det har slet ikke fyldt særlig meget. En stille og rolig søndag. Jeg glæder mig til at komme igang med ugen, da jeg ikke havde nogle aftaler i sidste uge, hvilket af en eller anden årsag altid gør mig en smule øv.
  Jeg har brug for at skulle nogle ting, så jeg ikke bare sidder og kigger derhjemme.

• Dag 25: Jeg er den der skide irriterende type der elsker mandage….
  Jeg havde psykolog samtale i dag, og det var rigtig skønt, vi fik tegnet og snakket om konfirmationen.
  Jeg glæder mig til at se hende igen, efter konfirmationen.
  Det var lidt en mærkelig morgen, fordi min aftale først skulle ligge over middag, men så blev den rykket frem og så havde jeg lidt travlt. Jeg har været en smule ved siden af mig selv i dag, og lidt svimmel.
  Alligevel kastede jeg mig ud i at gå med min mor ned i byen, da hun havde fået noget tøj lagt til side.
  Vi ville lige se om vi kunne finde en kjole til mig, til konfirmationen.
  Jeg frygtede lidt at det ville blive en dårlig oplevelse, fordi jeg ikke var helt oplagt, og fordi at det ikke er den bedste dag angstmæssigt. Jeg fandt to kjoler ret hurtigt, og endte med at tage den prikkede.
  Det gik vildt hurtigt, og jeg var sådan set færdig efter 10-15 minutter :’D
  Det var så rart at få det på plads, og jeg er vild med min kjole.
  Vi fandt også et par sko på vej hjem, skønt!

• Dag 26: I dag har været okay, men jeg er godt brugt! Min kontaktperson fra skolen skulle komme og hente mig, og så troede jeg egentlig bare vi skulle køre ned til skolen, og så bare hjem igen, da jeg indtil videre kun har siddet i hendes slukkede bil. Vi øver jo at hun fremover kan komme og køre mig på skolen, så vi ikke er afhængige af min mor.
  Jeg havde så ikke helt forstået aftalen, så jeg fandt ud af i går, at vi faktisk skulle ind på skolen, dog uden at skulle være sammen med andre.
  Jeg tænkte på det hele dagen i går, og brugte meget energi på det, for jeg havde virkelig ikke lyst med så kort varsel. Alligevel hoppede jeg ind i bilen, og vi aftale at køre ned til skolen og så se.
  Vi gik faktisk ind. Det blev dog en smule for meget da vi først sad der, da angsten lige fik mindet mig om at jeg faktisk skulle køre med min kp hjem igen, jeg havde jo ikke noget valg.
  Jeg var virkelig ved lige at gå i panik et øjeblik, men jeg fik fokuseret på vores snak, og fik så sagt at jeg gerne ville
  hjem igen. Turen hjem gik heldigvis fint. Jeg var “kun” væk en halv time, og selvom det lyder mærkeligt, så er jeg glad for det ikke var længere tid! Jeg er bare glad for at jeg faktisk gjorde det, og at det gik godt!

• Dag 27: I dag har rent ud sagt været en lorte dag! Jeg vågnede i morges og var meget ramt af en drøm jeg havde haft. Jeg drømmer meget efter jeg er kommet på medicin, og i perioder påvirker de mig meget, og fylder meget.
  Jeg kan somme tider vågne og være meget medtaget af en drøm, og så pludselig blive i tvivl om det rigtigt skete, eller om det bare var en drøm. Det er vildt ubehageligt.
  Mine drømme indeholder meget tit den gamle skole, og meget angst. Det er så forfærdeligt at drømme, og så selv være angst der.
  I nat drømte jeg så noget om festen. Jeg drømte at det gik forfærdeligt og jeg havde det værste panikanfald, som dengang det hele startede. Det er min største frygt, at opleve så voldsomt et anfald igen!
  Drømmen sad så meget i mig da jeg vågnede, at jeg var så bange hver gang jeg tænkte på festen, så jeg har virkelig undgået at tænke på det i dag.
  Mit humør har været enormt påvirket af det i dag…
  Alligevel kørte mor og jeg ud til forsamlingshuset, og jeg kunne godt mærke det var lidt sværere end normalt, men det gik.

• Dag 28:  I dag har været præget af angst og dårligt humør, øv!
  Jeg havde en aftale med min mormor, at vi skulle på biblioteket for at hente nogle ting jeg havde bestilt, og så for at ordne noget til konfirmationen.
  Jeg er stolt af at jeg gjorde det, da jeg ikke har været helt på toppen i dag, angstmæssigt. Men det gik fint, og det vat faktisk rigtig hyggeligt. Eftermiddagen/aftenen har været hårdt ramt af angst.
  Jeg har været rigtig bange for det hele, og haft det virkelig som jeg skulle kaste op, det gik heldigvis væk efter aftensmad, og mor og jeg var ude og køre en tur.

• Dag 29: I dag vågnede jeg faktisk med god energi og godt humør. Jeg havde der dog lidt mærkeligt efter frokost. Jeg kan ikke forklare hvordan, men sådan har jeg der af og til.
  Sådan lidt blæst i hovedet. Men mit overskud har faktisk været ret stort i dag.
  Jeg bliv dog alligevel ramt af angst og nervøsitet her i eftermiddags. Sådan gar jeg desværre haft det de sidste mange dage.

• Dag 30: I dag har været sådan middel.
  Jeg havde det godt og var fyldt med energi de meste af dagen, men da vi nåede eftermiddagen, blev jeg deprimeret og angst. Jeg hader at have det sådan, for jeg har slet ikke lyst til noget som helst.
  Heldigvis var min dejlige søster, Anna der til at opmuntre mig, tak Anna <3
  Så vi har hygget her de sidste par timer, og nu står den på serviet foldning til konfirmationen.
  I skrivende stund har jeg det okay med at det er meget snart, jeg har ikke så meget lyst til at tænke for meget over det, men jeg har det okay med at det er snart, så længe at jeg ikke giver det for meget opmærksomhed.

  ---

  Så nåede vi til vejs ende i det her projekt.
  Det har været hårdere end forventet, og jeg har virkelig haft lyst til at droppe det, også fordi jeg har haft svært ved præcist at lure, hvad i har tænkte om det;)
  Men jeg fortsatte, mere for at bevise noget overfor mig selv, fordi jeg altid går i gang med så mange projekter, men jeg afslutter dem sjældent, og det får mig til at føle mig som en fiasko.
  Så jeg er super glad for at jeg fortsatte, og jeg håber ikke det har været mega kedeligt at følge med i.
  Jeg er dog alligevel lettet over at det slutter her, og jeg savner faktisk lidt at skrive rigtige blog indlæg, hvilket jeg ikke har haft overskud til, samtidig med at jeg kørte det her.
  Jeg regner med at jeg er klar med nye blog indlæg efter konfirmationen, så det glæder jeg mig faktisk rigtig meget til!
  Tak fordi i fulgte med:)