Så er jeg tilbage med et nyt indlæg. Mit overskud har ikke kunnet række til at lave indlæg her på bloggen, så det er mest bare blevet til korte opdateringer på facebook.
Jeg vil jo gerne lave indlæg herinde, og har også nogle idéer, men jeg har svært ved at tage mod til mig, og få lavet dem, fordi jeg i forvejen har et par indlæg liggende jeg aldrig har fået skrevet færdigt, og det giver mig en følelse af at fejle… Men jeg vil prøve at arbejde lidt med mig selv, omkring den følelse, samt mine uendelige krav til bloggen herinde, og de ting jeg skriver.

Jeg tænker de fleste der læser herinde ser mine ting på facebook, så i har sikkert lagt mærke til at jeg er meget sammen med en skøn kvinde, ved navn Britt. Hun er simpelthen blevet min støtte- kontaktperson, og det er kort sagt en person der er der til at støtte en og arbejde på forskellige ting. Jeg kendte Britt i forvejen, da hun har arbejdet nede på min skole.
Jeg var meget uheldig i en periode, fordi jeg skulle lære en der hed Louise at kende, som skulle hjælpe mig nede på skolen, udover min primær person Lene, men Louise stoppede efter at jeg havde mødt hende 2-3 gange. Så fik jeg Britt i stedet, og jeg følte bare vi klingede godt sammen. Det var rigtig trist da Britt stoppede nede på skolen i november, efter jeg havde kendt hende i 1-2 måneder.
Så længe havde jeg bare Lene, for at jeg ikke skulle til at lære endnu en person at kende, og så var det jo i maj-juni måned der blev snakket om at jeg skulle have en støtte- kontaktperson der kunne tage mig med ud forskellige steder. Det var lidt mit eget ønske, da jeg har tilbøjelighed til at slippe lidt for let, når jeg er ude med min mor, nok mest fordi vi jo er forbundet og hun gerne vil passe på mig, og det udnytter angsten fuldt ud.
Jeg blev så overrasket da jeg fik at vide at det blev Britt der skulle være min skp (støtte- kontaktperson)
Jeg synes vi har arbejdet rigtig godt sammen, og jeg har taget mig i et tænke, “Hvad gjorde jeg dog før jeg havde Britt?.” Det har virkelig gjort meget for mig at have hende synes jeg!

Jeg er jo også startet på skolen, selvom det startede lidt dumt ud. Jeg følte mig i hvert fald presset, og der var Britt (og min familie selvfølgelig) klar til at hjælpe. Jeg var især glad for at snakke med Britt, for havde jeg ikke gjort det havde jeg helt sikkert presset mig selv for hårdt, og det ville være endt galt.
Min veninde er startet nede på skolen, og det har, og vil hjælpe mig meget, fordi jeg så har et kendt ansigt blandt alle de andre. Jeg følte lige det kørte på skinner, og så kom der selvfølgelig noget i vejen.
Min primær/lære nede på skolen er desværre blevet sygemeldt, og vi ved jo ikke, hvornår hun er tilbage. Jeg har kendt hende i to år, og hun er bare skide god til at passe på mig, samtidig med at presse på den rigtige måde, og jeg har bare så meget tillid til hende fordi jeg ved hun kender mine grænser. Det har været en af mine største frygte omkring skolen, at hun skulle stoppe eller andet, men alligevel tænkte jeg, at sker det så sker det, og så går det nok. Men det gør det bare ikke! I hvert fald ikke så let som jeg havde troet.
Jeg skulle mødes med Britt onsdag, og et par timer før jeg skulle gå fik jeg beskeden om det. Britt syntes vi skulle finde en løsning så jeg alligevel kunne tage på skolen torsdag som planlagt, så vi fik sat en masse i værk, og jeg tog faktisk på skolen torsdag.
Jeg skulle mødes med min nye primær voksen på skolen, for at snakke om hvad vi skulle gøre. Jeg havde heldigvis mødt hende en enkelt gang, så jeg kunne sætte et ansigt på hende. Jeg havde det rigtig skidt da jeg vågnede i går, angsten bad mig aflyse, og det var netop det jeg gjorde før i tiden, lyttede til angsten uden lige bare at prøve at tage kampen op. Man vel et eller andet sted bare gerne have følelsen af angst og ubehag til at gå væk, og det gør den jo så snart jeg fx aflyser.
Men på det punkt er jeg blevet stærkere, jeg står op og går i bad, og så tager jeg stilling til om hvorvidt jeg skal aflyse eller ej.
Angsten plejer ofte at være forsvundet når jeg vælger at gå i bad, og er den ikke det plejer jeg at kunne fornemme om det er muligt at presse mig selv til at gøre det, hvilket jeg kom frem til i går.
Det skal selvfølgelig lige nævnes, at jeg somme tider havner i de gamle vaner og aflyser så snart jeg er angst når jeg vågner, men det er efterhånden ikke så tit mere.

På vej på skolen overvejede jeg om jeg skulle gå ind alene, eller tage min mor med, men jeg kom frem til at jeg godt kunne selv, men det fortrød jeg lidt da jeg var på vej ind på skolen. Jeg var svimmel og det var lidt uvirkeligt omkring mig, men der var det for sent at bede min mor gå med, så ville jeg helt sikkert gå i panik, så jeg måtte bare forsætte og håbe på at klare det uden et anfald.
Jeg var helt rundt på gulvet da vi snakkede, og jeg kunne pludselig ikke huske hvilken dag det var.

Der gik det op for mig, at min hjerne havde slået fra, hvilket den altid gjorde før i tiden når jeg forlod hjemmet. Jeg kan huske jeg tænkte på om jeg mon nogensinde ville kunne gå ud, og være tilstede, uden at min hjerne slog fra, for når den gør det er jeg altid super træt bagefter, og jeg huskede fx ikke hvad farve den kjole jeg kiggede på var. Der gik det op for mig at min hjerne faktisk ikke slår fra mere.
Men tilbage til samtalen, så var jeg rundt på gulvet og kunne ikke holde fokus på noget som helst, og fik slet ikke spurgt om eller sagt de ting jeg skulle, så da jeg kom ud i bilen, efter en svimmel tur derhen, kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Jeg følte det virkelig som et nederlag. 10 skridt frem, 12 tilbage. Jeg troede lige det fungerede på skolen, og jeg følte mig fri og uafhængig og tænkte at jeg ikke længere havde brug for den samme tryghed, og der tog jeg virkelig fejl, det var virkelig et slag i ansigtet.
Øv altså! Jeg var bare træt og ked af det da jeg kom hjem, og jeg havde bestemt lyst til at droppe skolen, men det er bare ikke nogen mulighed, og det er jo heller ikke det jeg vil.
Så status er, at jeg ikke aner hvad der skal ske nu, jeg må se tiden an. Jeg aftalte til den der samtale, at jeg ville komme tirsdag og så sidde og arbejde i det rum jeg plejer, og kender, med min veninde. Jeg ved bare ikke om jeg har mod på det. Jeg ved det virkelig ikke, og jeg tænker jeg først er klar over det tirsdag morgen, efter jeg er stået op med angst og uro, og har været i bad.
Men jeg håber virkelig. Men i det mindste ved jeg at jeg kommer derned torsdag, da jeg har et længe ventet møde med en UU vejleder, og denne gang tager jeg min mor med. Så må jeg bare håbe alt jeg kan på at min primær er tilbage ugen efter, det er i hvert fald det der holder mig oppe lige nu.

Jeg smitter ikke,
-Men det gør tabu

Jeg er en fest, lækker bøf, en kæmpe succes og et år rigere.
Det er rat at være tilbage ved tasterne igen, nu når det hele er overstået. Eller ja, det er ved at være en måned siden, men dette indlæg har været længe undervejs.
Anna blev konfirmeret den 5. maj, og den dato har skræmt mig i flere måneder. Jeg har været så nervøs, og brugt mere energi på det, end de fleste ville bruge på to år.
Det er så vildt mærkeligt at det hele er ovre nu, hvad pokker skal jeg nu bekymre mig om? 😉

Jeg er stadig glad for at jeg valgte ikke at tage med i kirken. Forstå mig ret, jeg er super ærgerlig over at jeg ikke var en del af selve konfirmationen. Jeg ville sådan ønske jeg kunne havde været der, og det gik faktisk op for mig, hvor meget kirken er en del af det hele, men jeg kunne bare ikke havde klaret det.
Eller jo, det havde jeg måske kunnet, men så havde jeg måske ikke været med til festen. For det må man sige jeg var, altså var med til festen. Jeg var der i 7-8 timer.
Det er en succes!

Det var ellers så tæt på at jeg valgte slet ikke at tage med, aftenen før. Jeg havde det virkelig forfærdeligt.
Ud af det blå fik jeg et panikanfald, men bagefter blev jeg ikke rolig, som jeg normalt gør efter et anfald, jeg fik det endnu værre. Det var så forfærdeligt og umenneskeligt, og jeg ønskede bare at få det hele til at stoppe. Jeg ville gøre alt for at få fred, og derfor var jeg ved at sige helt stop, og droppe festen, bare for at få det til at forsvinde, men jeg fandt modet frem, og prøvede at slå timerne ihjel.
Da de andre var oppe at pynte op, fik jeg ro på, og det var sådan en lettelse.
Om morgenen var jeg bare spændt og glad. Jeg holdte humøret oppe og angsten nede indtil det var tid til at de andre skulle af sted til kirken.
Det var meget rart lige at have lidt tid inden, men jeg var super glad for at jeg ikke havde længere tid, især fordi den sidste halve time inden afgang var hård. Der må man sige jeg var nervøs, men slet ikke i nærheden af, hvordan jeg havde haft det aftenen før.
Da jeg først sad i bilen, var jeg faktisk slet ikke nervøs, og jeg tog køreturen, som var det noget jeg var vant til.

Det var så rart at folk var glade for at se mig da jeg kom, men det var også super overvældende, fordi alle kom hen og sagde hej til mig i bilen, og jeg havde regnet med at sige hej til folk hen af vejen, men det var måske også meget rart at få det “overstået,” hvis man kan sige det sådan.
Da jeg først kom ind, var det som om jeg bare var til stede, og det var helt fantastisk. Faktisk, var angsten der egentlig ikke særlig meget til festen, overhovedet. Den var der måske, men jeg lagde ikke mærke til den.
Jeg har før beskrevet til folk, at jeg føler jeg går i et “overlevelses-mode” når jeg går ud af døren, og når jeg er i det, så er det der mit fokus er. Jeg lukker af for tanker, og angst. Bagsiden er, at jeg tit har svært ved at huske detaljer eller samtaler, når jeg så først kommer hjem i sikkerhed, og det kan somme tider være skiiiide irriterende, så jeg er blevet god til at skrive ting ned, hvis jeg får noget vigtigt at vide, når jeg ikke er hjemme.
Min største frygt ved festen, var enden om jeg ikke gik i mit såkaldte “overlevelses-mode” eller hvor længe jeg kunne være i det.
Jeg bruger jo meget energi på at være i det her mode, og på et eller andet tidspunkt, så er min energi jo brugt op.
Men det var slet ikke noget problem til festen. Jeg følte mig lige som alle de andre, og jeg nød det virkelig.
Jeg fik snakket med alle, syntes jeg, og jeg var overrasket over, hvor meget jeg faktisk har savnet det.

Festen i det hele taget var en kæmpe succes. Der var fantastisk stemning, og folk snakkede på kryds og tværs af familien, og det var noget vi ikke havde regnet med. Maden var lækker, og menneskerne var fantastiske.
Jeg havde slet ikke lyst til at slutte dagen, og jeg brugte over en time på at få sagt stop. Min mormor sagde også, “Jamen så bliv da, hvis du gerne vil Emma,” men jeg tænkte at det nok var en god idé at stoppe, mens legen var god. Jeg skal trods alt ikke tilbage dertil, så de der tanker med “jeg har ikke noget at miste, jeg skal ikke derhen igen” var lidt lige meget for mig der, for jeg besluttede at jeg alligevel gerne ville slutte dagen på en god måde, så jeg valgte at tage hjem ved 19-20 tiden.

30-40 minutter før turen gik hjem

Der var god forret, som var noget lakseroulade, og så var der buffet til hovedret. Inden vi gik til desserten, skulle mor, Anna og jeg op til møllen, som lå i vores gamle have. Jeg kan godt lide at tage billeder, og havde lovet at tage flotte billeder af Anna.
Det blev både til nogle meget flotte og seriøse billeder, men der var også tid til fjol.
Da vi kom tilbage var det tid til dessert, og en overraskelse fra mig.

Anna havde bedt mig om ikke at købe nogen gave til hende, men jeg følte alligevel jeg skulle give hende noget, så jeg lavede faktisk en video til hende. En meget personlig video, (og hvis du spørger Anna, en meget pinlig video) hvor jeg overskred en grænse ved at sidde og snakke til kameraet. Jeg havde jo lidt øvelse fra de videoer jeg optog til det program jeg skulle havde været med i, men det var lidt anderledes og på en eller anden måde mere grænseoverskridende end det andet, og jeg endte heller ikke med at blive tilfreds.
Jeg havde i videoen samlet billeder og videoer af Anna, og stunder vi havde oplevet sammen. Jeg havde lavet en intro med min anden lillesøster Ida, og så de videoer jeg havde optaget af mig selv.
Jeg endte med at blive okay tilfreds, bortset fra de videoer af mig selv. Alligevel havde jeg ikke regnet med at folk ville blive så rørte, og da slet ikke Anna! Det kom virkelig bag på mig, da jeg fik en arm i siden, og fortalt at Anna sad og græd. Orh.

Mit hjerte bankede helt vildt da det var ved at være tid til at vise videoen, og så var der faktisk problemer med lyden. Det værste ved det var, at jeg godt vidste hvad der skulle gøres, men jeg turde ikke gå op foran dem alle, for at ordne det, så jeg fik sendt en anden derop.
Det var faktisk en virkelig fantastisk stemning mens den blev vist. Lyset var slukket, og vi havde stearinlys tændt, det var meget smukt. Bagefter var jeg lettet, og en smule forlegen, og faktisk også nervøs for Annas mening om videoen, fordi der var nogle pænt hårdtslående (Host, pinlige) videoer med, men hun syntes heldigvis ikke det var meget slemt.
Alle andre synes den var super sød og sjov, og folk kom hen for at rose den. Det var mere end jeg havde regnet med. Jeg var rigtig glad for at jeg overskred den grænse, og for det første lavede den, men også valgte at vise den til festen. Nedenfor er der et lille udklip af min video.

Udover mit indslag, havde vi også to sange, og så havde jeg samme med min moster lavet en ret sjov quizz om Anna, som alle skulle besvare. Det var efter min video, og jeg tror Anna blev ret så bekymret over, hvad jeg nu ellers havde fundet på, jeg syne si hvert fald man kan se på hendes ansigt i video, at hun tænker det værste 😉

Selvom der nu er gået næsten to måneder siden, så føler jeg det var forleden dag. Jeg er så glad for at jeg klarede den dag, og jeg har virkelig brugt det som et kæmpe skulderklap og tænkt, “Hvis jeg kunne klare det, kan jeg da helt sikkert også klare det her.”
Og alligevel har jeg haft det svært ved at komme tilbage fra det, på den måde at jeg følte mig helt anderledes da jeg kom hjem den aften, jeg følte alt var ændret, og at jeg ikke behøvede have angst mere, men sådan er virkeligheden desværre ikke, og det var hårdt at indse.
I alt det her, havde jeg jo fødselsdag. Dagen efter rent faktisk, og vi var alle ret så trætte så det var en stille og rolig dag, hvor vi var ude at spise lækker mad om aftenen. Det var en helt fin dag for mig.
Jeg vil slutte dette indlæg af med nogle dejlige billeder fra dagen, og så vil jeg ønske dig, der læser dette, en fantastisk dag 🙂

Jeg smitter ikke,
– Men det gør tabu

Det er vejen frem!
At presse sig selv,- men på en blid måde. Det er svært at finde en balance mellem at presse sig selv for meget og presse sig selv for lidt, og jeg hælder nok for det meste til at presse mig selv for lidt. I perioder presser jeg mig selv meget, mens i andre gør jeg næsten ikke, og det er egentlig også okay, der skal være plads til at mærke sig selv og sine behov.
Jeg er faktisk bare glad for at jeg er nået dertil, hvor jeg kan arbejde med angsten, finde et kompromis, og presse mig selv lidt, så jeg i sidste ende får noget ud af det.
Det kræver tid, arbejde og kontrol at nå dertil, hvor man kan begynde at arbejde med at presse sig selv og angsten. Vejen virker tit umenneskelig lang, men det vil være en sejr når man når i mål.

Lige i øjeblikket føler jeg at jeg både er presset, og presser mig selv. Jeg vil mene der er en forskel.
Når man er presset, er det noget man som ofte ikke selv kan styre, fx hvis man skal nå at lave en gave til en fødselsdag.
Man kan godt “aflyse” det, men man vil virkelig ikke, fordi man ikke føler man kan.
Når man presser sig selv, er det noget du selv har kontrol over, og du kan derfor bedre “aflyse.”
Jeg presser mig selv i øjeblikket, fordi jeg er ved at arbejde mig hen imod at starte i skole. Jeg presser mig selv til at komme ned på skolen, selvom jeg måske er tæt på at gå i panik i bilen på vej derned, jeg presser mig selv, fordi jeg tager et sted hen jeg ikke er vant til, og derfor ikke er tryg ved.
Jeg presser mig selv, fordi jeg ved der vil være nye mennesker der, og at jeg gerne vil passe ind og give det bedste indtryk.
Jeg føler mig presset af at min lillesøster skal konfirmeres om 2 måneder (Åh pyh, at sætte ord på det får min hjerte til at banke ret meget hurtigere.) og at jeg skal være klar, det er ikke et valg om at “aflyse.”
Jeg presser også mig selv, med det projekt jeg er i gang med, og det er helt okay, for jeg ved at jeg får enormt meget ud af det når jeg når i mål.
Jeg ved at dette projekt giver mig mere end det i sidste ende kræver, og jeg glæder mig enormt meget til at dele det med jer andre.
Jeg blotter mig langt mere end jeg endnu har gjort, og jeg er knap så selvsikker i min snak, som jeg er her på bloggen, men det er okay. Alle nye ting er svære.

Jeg smitter ikke,
-men det gør tabu

De der øv dage/perioder, dem gider ingen.
Dem har jeg selvfølgelig også, selvom jeg udadtil, somme tider virker rigtig glad og super overskudsagtigt, fordi jeg arbejder så meget med angsten, men sådan er det langt fra altid.
Jeg har tit øv dage, hvor humøret er helt i bund, nogle gange er det kun i et par timer, somme tider hele dagen. Da jeg gik i skole, var jeg enormt god til at skjule, hvordan jeg havde det, og det er jeg stadig, men det hjælper ikke noget at pakke det væk.
Mange bruger den der “Jeg har det fint” facade, hvilket ingen undtagelse var med mig. Jeg øver mig stadig på at fortælle sandheden, og fortælle, hvad der virkelig sker indeni mit hoved.
Jeg prøver at melde ud til dem omkring mig, hvis jeg har en øv dag, eller at mit humør ikke er så godt, det gør det lettere for dem og mig selv, hvis de ved det.
Jeg trækker mig som regel, hvis jeg er deprimeret, så vil jeg helst bare være alene. Der er intet jeg hader mere, end at være deprimeret, måske lige på nær at være angst, de to ting samtidig er umenneskeligt.
At være deprimeret er en ubeskrivelig følelse, det er bare forfærdeligt, og noget igen burde blive udsat for.

Jeg ser tit tilbage på dengang, jeg stadig gik i skole, og var rigtig deprimeret og bange. Jeg græd hver dag, og havde så ondt indeni. Det var en forfærdelig smerte, følelsen af at være håbløs, dømt til intetheden.
Jeg er så taknemmelig for at jeg kom på antidepressiv, det redede mig, og gav mig håb igen, uden det havde jeg ikke kommet særlig langt.

Pt er jeg lidt øv, især i onsdags og torsdags var slem. Jeg tænker meget over de ting der er i vente, og alle de ting jeg er gået glip af. Jeg føler mig allerede presset af det nye år, og de ting jeg gerne vil opleve.
Nogle dage er jeg super frustreret, fordi jeg ved at det tager tid at komme ud af angsten, og at det kræver tid og tålmodighed, men det er super svært at blive ved med at være tålmodig, når man ved at jo mere tid der går, jo mere går man glip af.
Jeg har misset så meget pga angsten, og det er svært ikke at lade sig gå på af det.
Min søster skal konfirmeres til maj, dagen før min 17 års fødselsdag, og jeg begynder at føle presset.
Denne dag er så vigtig, og jeg er så sur på angsten over at den skal sætte begrænsninger for mig, for helt ærligt, så er jeg skide bange.
Der er så meget der kan gå galt den dag, og det gør ondt helt ind i hjertet, fordi jeg vil have hendes dags skal være perfekt, og at jeg er en del af den.
Jeg har 4 måneder til at blive klar, og jeg ved at tiden altid løber hurtigt. På de her 4 måneder skal jeg kunne køre i bil til kirken, hvilket tager ca. en halv time, og pt er det det, jeg frygter mest.
Så skal jeg også kunne klare kirken, og ikke mindst festen, hvor jeg skal se familie jeg ikke har set længe.
Jeg prøver at slå koldt vand i blodet, og tage tingene stille og roligt, fordi hvis jeg stresser over det gør det intet godt. Det var rart at få begyndt på en plan i dag, med min søde kontaktperson- planer er lige mig 😉
Når alt kommer til alt, går det nok alt sammen, men lige i onsdags især, følte jeg det var lidt håbløst at nå.

Jeg har også et andet stort mål, som er lidt mere umuligt. Og helt ærligt, tror jeg ikke jeg kan nå det, men i stedet smide det i bunken med ting jeg allerede er gået glip af.
Den 2. oktober 2016, kommer mit store forbillede, Justin Bieber, til Danmark for at give koncert.
Jeg har en billet, som min søde far har betalt. Den ligger og venter på mig, hvis jeg altså når at blive klar.
Jeg er så ambivalent omkring det.
På en måde ville jeg ønske, at jeg ikke havde et valg om at tage med, så havde det været så let, men jeg er jo også så glad for at have muligheden. Havde jeg fx ikke en billet, kunne jeg give skylden til alle de andre, som har fået biletter, men nu når jeg har billet, kan jeg kun give mig selv, eller angsten, skylden for ikke at kunne komme med. Øv.
Jeg håber sådan der sker et mirakel, så jeg bare pludselig kan køre i bil til København, og være blandt så mange menneske, åh hvor jeg håber, fordi det ville være det fedeste.
Jeg husker stemingen fra hans sidste koncert, det var nok en af de bedste dage i mit liv.
Jeg har så mange følelser indblandet i det her, fordi den fyr betyder uendeligt meget for mig.
Jeg har sammen med min kontaktperson besluttet, og jeg må skubbe tankerne væk, indtil efter maj, hvor jeg har klaret konfirmationen. Det går ikke at jeg føler mig presset af begge ting, så ryger jeg da først ned i et hul. Så nu prøver jeg virkelig at fokusere på konfirmationen, og blive klar til det, og så må jeg tage det andet op af skuffen bagefter.

Dette indlæg er måske lidt dybere end de andre, og knapt så positivt måske, men bloggen skal ikke kun handle om mine gode dage, det er vigtigt at vise andre at alt ikke altid er solskinsvejr. Med dette indlæg giver jeg et indblik i, hvordan jeg tænker på dårlige dage.

Mange kram fra Emma, og angsten.

Jeg smitter ikke,
-men det gør tabu