10 skridt frem, 12 tilbage

 

Så er jeg tilbage med et nyt indlæg. Mit overskud har ikke kunnet række til at lave indlæg her på bloggen, så det er mest bare blevet til korte opdateringer på facebook.
Jeg vil jo gerne lave indlæg herinde, og har også nogle idéer, men jeg har svært ved at tage mod til mig, og få lavet dem, fordi jeg i forvejen har et par indlæg liggende jeg aldrig har fået skrevet færdigt, og det giver mig en følelse af at fejle… Men jeg vil prøve at arbejde lidt med mig selv, omkring den følelse, samt mine uendelige krav til bloggen herinde, og de ting jeg skriver.

Jeg tænker de fleste der læser herinde ser mine ting på facebook, så i har sikkert lagt mærke til at jeg er meget sammen med en skøn kvinde, ved navn Britt. Hun er simpelthen blevet min støtte- kontaktperson, og det er kort sagt en person der er der til at støtte en og arbejde på forskellige ting. Jeg kendte Britt i forvejen, da hun har arbejdet nede på min skole.
Jeg var meget uheldig i en periode, fordi jeg skulle lære en der hed Louise at kende, som skulle hjælpe mig nede på skolen, udover min primær person Lene, men Louise stoppede efter at jeg havde mødt hende 2-3 gange. Så fik jeg Britt i stedet, og jeg følte bare vi klingede godt sammen. Det var rigtig trist da Britt stoppede nede på skolen i november, efter jeg havde kendt hende i 1-2 måneder.
Så længe havde jeg bare Lene, for at jeg ikke skulle til at lære endnu en person at kende, og så var det jo i maj-juni måned der blev snakket om at jeg skulle have en støtte- kontaktperson der kunne tage mig med ud forskellige steder. Det var lidt mit eget ønske, da jeg har tilbøjelighed til at slippe lidt for let, når jeg er ude med min mor, nok mest fordi vi jo er forbundet og hun gerne vil passe på mig, og det udnytter angsten fuldt ud.
Jeg blev så overrasket da jeg fik at vide at det blev Britt der skulle være min skp (støtte- kontaktperson)
Jeg synes vi har arbejdet rigtig godt sammen, og jeg har taget mig i et tænke, “Hvad gjorde jeg dog før jeg havde Britt?.” Det har virkelig gjort meget for mig at have hende synes jeg!

Jeg er jo også startet på skolen, selvom det startede lidt dumt ud. Jeg følte mig i hvert fald presset, og der var Britt (og min familie selvfølgelig) klar til at hjælpe. Jeg var især glad for at snakke med Britt, for havde jeg ikke gjort det havde jeg helt sikkert presset mig selv for hårdt, og det ville være endt galt.
Min veninde er startet nede på skolen, og det har, og vil hjælpe mig meget, fordi jeg så har et kendt ansigt blandt alle de andre. Jeg følte lige det kørte på skinner, og så kom der selvfølgelig noget i vejen.
Min primær/lære nede på skolen er desværre blevet sygemeldt, og vi ved jo ikke, hvornår hun er tilbage. Jeg har kendt hende i to år, og hun er bare skide god til at passe på mig, samtidig med at presse på den rigtige måde, og jeg har bare så meget tillid til hende fordi jeg ved hun kender mine grænser. Det har været en af mine største frygte omkring skolen, at hun skulle stoppe eller andet, men alligevel tænkte jeg, at sker det så sker det, og så går det nok. Men det gør det bare ikke! I hvert fald ikke så let som jeg havde troet.
Jeg skulle mødes med Britt onsdag, og et par timer før jeg skulle gå fik jeg beskeden om det. Britt syntes vi skulle finde en løsning så jeg alligevel kunne tage på skolen torsdag som planlagt, så vi fik sat en masse i værk, og jeg tog faktisk på skolen torsdag.
Jeg skulle mødes med min nye primær voksen på skolen, for at snakke om hvad vi skulle gøre. Jeg havde heldigvis mødt hende en enkelt gang, så jeg kunne sætte et ansigt på hende. Jeg havde det rigtig skidt da jeg vågnede i går, angsten bad mig aflyse, og det var netop det jeg gjorde før i tiden, lyttede til angsten uden lige bare at prøve at tage kampen op. Man vel et eller andet sted bare gerne have følelsen af angst og ubehag til at gå væk, og det gør den jo så snart jeg fx aflyser.
Men på det punkt er jeg blevet stærkere, jeg står op og går i bad, og så tager jeg stilling til om hvorvidt jeg skal aflyse eller ej.
Angsten plejer ofte at være forsvundet når jeg vælger at gå i bad, og er den ikke det plejer jeg at kunne fornemme om det er muligt at presse mig selv til at gøre det, hvilket jeg kom frem til i går.
Det skal selvfølgelig lige nævnes, at jeg somme tider havner i de gamle vaner og aflyser så snart jeg er angst når jeg vågner, men det er efterhånden ikke så tit mere.

På vej på skolen overvejede jeg om jeg skulle gå ind alene, eller tage min mor med, men jeg kom frem til at jeg godt kunne selv, men det fortrød jeg lidt da jeg var på vej ind på skolen. Jeg var svimmel og det var lidt uvirkeligt omkring mig, men der var det for sent at bede min mor gå med, så ville jeg helt sikkert gå i panik, så jeg måtte bare forsætte og håbe på at klare det uden et anfald.
Jeg var helt rundt på gulvet da vi snakkede, og jeg kunne pludselig ikke huske hvilken dag det var.

Der gik det op for mig, at min hjerne havde slået fra, hvilket den altid gjorde før i tiden når jeg forlod hjemmet. Jeg kan huske jeg tænkte på om jeg mon nogensinde ville kunne gå ud, og være tilstede, uden at min hjerne slog fra, for når den gør det er jeg altid super træt bagefter, og jeg huskede fx ikke hvad farve den kjole jeg kiggede på var. Der gik det op for mig at min hjerne faktisk ikke slår fra mere.
Men tilbage til samtalen, så var jeg rundt på gulvet og kunne ikke holde fokus på noget som helst, og fik slet ikke spurgt om eller sagt de ting jeg skulle, så da jeg kom ud i bilen, efter en svimmel tur derhen, kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Jeg følte det virkelig som et nederlag. 10 skridt frem, 12 tilbage. Jeg troede lige det fungerede på skolen, og jeg følte mig fri og uafhængig og tænkte at jeg ikke længere havde brug for den samme tryghed, og der tog jeg virkelig fejl, det var virkelig et slag i ansigtet.
Øv altså! Jeg var bare træt og ked af det da jeg kom hjem, og jeg havde bestemt lyst til at droppe skolen, men det er bare ikke nogen mulighed, og det er jo heller ikke det jeg vil.
Så status er, at jeg ikke aner hvad der skal ske nu, jeg må se tiden an. Jeg aftalte til den der samtale, at jeg ville komme tirsdag og så sidde og arbejde i det rum jeg plejer, og kender, med min veninde. Jeg ved bare ikke om jeg har mod på det. Jeg ved det virkelig ikke, og jeg tænker jeg først er klar over det tirsdag morgen, efter jeg er stået op med angst og uro, og har været i bad.
Men jeg håber virkelig. Men i det mindste ved jeg at jeg kommer derned torsdag, da jeg har et længe ventet møde med en UU vejleder, og denne gang tager jeg min mor med. Så må jeg bare håbe alt jeg kan på at min primær er tilbage ugen efter, det er i hvert fald det der holder mig oppe lige nu.

 

---

Jeg smitter ikke,
-Men det gør tabu