Når humøret driller

De der øv dage/perioder, dem gider ingen.
Dem har jeg selvfølgelig også, selvom jeg udadtil, somme tider virker rigtig glad og super overskudsagtigt, fordi jeg arbejder så meget med angsten, men sådan er det langt fra altid.
Jeg har tit øv dage, hvor humøret er helt i bund, nogle gange er det kun i et par timer, somme tider hele dagen. Da jeg gik i skole, var jeg enormt god til at skjule, hvordan jeg havde det, og det er jeg stadig, men det hjælper ikke noget at pakke det væk.
Mange bruger den der “Jeg har det fint” facade, hvilket ingen undtagelse var med mig. Jeg øver mig stadig på at fortælle sandheden, og fortælle, hvad der virkelig sker indeni mit hoved.
Jeg prøver at melde ud til dem omkring mig, hvis jeg har en øv dag, eller at mit humør ikke er så godt, det gør det lettere for dem og mig selv, hvis de ved det.
Jeg trækker mig som regel, hvis jeg er deprimeret, så vil jeg helst bare være alene. Der er intet jeg hader mere, end at være deprimeret, måske lige på nær at være angst, de to ting samtidig er umenneskeligt.
At være deprimeret er en ubeskrivelig følelse, det er bare forfærdeligt, og noget igen burde blive udsat for.

Jeg ser tit tilbage på dengang, jeg stadig gik i skole, og var rigtig deprimeret og bange. Jeg græd hver dag, og havde så ondt indeni. Det var en forfærdelig smerte, følelsen af at være håbløs, dømt til intetheden.
Jeg er så taknemmelig for at jeg kom på antidepressiv, det redede mig, og gav mig håb igen, uden det havde jeg ikke kommet særlig langt.

Pt er jeg lidt øv, især i onsdags og torsdags var slem. Jeg tænker meget over de ting der er i vente, og alle de ting jeg er gået glip af. Jeg føler mig allerede presset af det nye år, og de ting jeg gerne vil opleve.
Nogle dage er jeg super frustreret, fordi jeg ved at det tager tid at komme ud af angsten, og at det kræver tid og tålmodighed, men det er super svært at blive ved med at være tålmodig, når man ved at jo mere tid der går, jo mere går man glip af.
Jeg har misset så meget pga angsten, og det er svært ikke at lade sig gå på af det.
Min søster skal konfirmeres til maj, dagen før min 17 års fødselsdag, og jeg begynder at føle presset.
Denne dag er så vigtig, og jeg er så sur på angsten over at den skal sætte begrænsninger for mig, for helt ærligt, så er jeg skide bange.
Der er så meget der kan gå galt den dag, og det gør ondt helt ind i hjertet, fordi jeg vil have hendes dags skal være perfekt, og at jeg er en del af den.
Jeg har 4 måneder til at blive klar, og jeg ved at tiden altid løber hurtigt. På de her 4 måneder skal jeg kunne køre i bil til kirken, hvilket tager ca. en halv time, og pt er det det, jeg frygter mest.
Så skal jeg også kunne klare kirken, og ikke mindst festen, hvor jeg skal se familie jeg ikke har set længe.
Jeg prøver at slå koldt vand i blodet, og tage tingene stille og roligt, fordi hvis jeg stresser over det gør det intet godt. Det var rart at få begyndt på en plan i dag, med min søde kontaktperson- planer er lige mig 😉
Når alt kommer til alt, går det nok alt sammen, men lige i onsdags især, følte jeg det var lidt håbløst at nå.

Jeg har også et andet stort mål, som er lidt mere umuligt. Og helt ærligt, tror jeg ikke jeg kan nå det, men i stedet smide det i bunken med ting jeg allerede er gået glip af.
Den 2. oktober 2016, kommer mit store forbillede, Justin Bieber, til Danmark for at give koncert.
Jeg har en billet, som min søde far har betalt. Den ligger og venter på mig, hvis jeg altså når at blive klar.
Jeg er så ambivalent omkring det.
På en måde ville jeg ønske, at jeg ikke havde et valg om at tage med, så havde det været så let, men jeg er jo også så glad for at have muligheden. Havde jeg fx ikke en billet, kunne jeg give skylden til alle de andre, som har fået biletter, men nu når jeg har billet, kan jeg kun give mig selv, eller angsten, skylden for ikke at kunne komme med. Øv.
Jeg håber sådan der sker et mirakel, så jeg bare pludselig kan køre i bil til København, og være blandt så mange menneske, åh hvor jeg håber, fordi det ville være det fedeste.
Jeg husker stemingen fra hans sidste koncert, det var nok en af de bedste dage i mit liv.
Jeg har så mange følelser indblandet i det her, fordi den fyr betyder uendeligt meget for mig.
Jeg har sammen med min kontaktperson besluttet, og jeg må skubbe tankerne væk, indtil efter maj, hvor jeg har klaret konfirmationen. Det går ikke at jeg føler mig presset af begge ting, så ryger jeg da først ned i et hul. Så nu prøver jeg virkelig at fokusere på konfirmationen, og blive klar til det, og så må jeg tage det andet op af skuffen bagefter.

Dette indlæg er måske lidt dybere end de andre, og knapt så positivt måske, men bloggen skal ikke kun handle om mine gode dage, det er vigtigt at vise andre at alt ikke altid er solskinsvejr. Med dette indlæg giver jeg et indblik i, hvordan jeg tænker på dårlige dage.

Mange kram fra Emma, og angsten.

 

---

Jeg smitter ikke,
-men det gør tabu