Længe ventet indlæg: Konfirmationen

 

Jeg er en fest, lækker bøf, en kæmpe succes og et år rigere.
Det er rat at være tilbage ved tasterne igen, nu når det hele er overstået. Eller ja, det er ved at være en måned siden, men dette indlæg har været længe undervejs.
Anna blev konfirmeret den 5. maj, og den dato har skræmt mig i flere måneder. Jeg har været så nervøs, og brugt mere energi på det, end de fleste ville bruge på to år.
Det er så vildt mærkeligt at det hele er ovre nu, hvad pokker skal jeg nu bekymre mig om? 😉

Jeg er stadig glad for at jeg valgte ikke at tage med i kirken. Forstå mig ret, jeg er super ærgerlig over at jeg ikke var en del af selve konfirmationen. Jeg ville sådan ønske jeg kunne havde været der, og det gik faktisk op for mig, hvor meget kirken er en del af det hele, men jeg kunne bare ikke havde klaret det.
Eller jo, det havde jeg måske kunnet, men så havde jeg måske ikke været med til festen. For det må man sige jeg var, altså var med til festen. Jeg var der i 7-8 timer.
Det er en succes!

Det var ellers så tæt på at jeg valgte slet ikke at tage med, aftenen før. Jeg havde det virkelig forfærdeligt.
Ud af det blå fik jeg et panikanfald, men bagefter blev jeg ikke rolig, som jeg normalt gør efter et anfald, jeg fik det endnu værre. Det var så forfærdeligt og umenneskeligt, og jeg ønskede bare at få det hele til at stoppe. Jeg ville gøre alt for at få fred, og derfor var jeg ved at sige helt stop, og droppe festen, bare for at få det til at forsvinde, men jeg fandt modet frem, og prøvede at slå timerne ihjel.
Da de andre var oppe at pynte op, fik jeg ro på, og det var sådan en lettelse.
Om morgenen var jeg bare spændt og glad. Jeg holdte humøret oppe og angsten nede indtil det var tid til at de andre skulle af sted til kirken.
Det var meget rart lige at have lidt tid inden, men jeg var super glad for at jeg ikke havde længere tid, især fordi den sidste halve time inden afgang var hård. Der må man sige jeg var nervøs, men slet ikke i nærheden af, hvordan jeg havde haft det aftenen før.
Da jeg først sad i bilen, var jeg faktisk slet ikke nervøs, og jeg tog køreturen, som var det noget jeg var vant til.

Det var så rart at folk var glade for at se mig da jeg kom, men det var også super overvældende, fordi alle kom hen og sagde hej til mig i bilen, og jeg havde regnet med at sige hej til folk hen af vejen, men det var måske også meget rart at få det “overstået,” hvis man kan sige det sådan.
Da jeg først kom ind, var det som om jeg bare var til stede, og det var helt fantastisk. Faktisk, var angsten der egentlig ikke særlig meget til festen, overhovedet. Den var der måske, men jeg lagde ikke mærke til den.
Jeg har før beskrevet til folk, at jeg føler jeg går i et “overlevelses-mode” når jeg går ud af døren, og når jeg er i det, så er det der mit fokus er. Jeg lukker af for tanker, og angst. Bagsiden er, at jeg tit har svært ved at huske detaljer eller samtaler, når jeg så først kommer hjem i sikkerhed, og det kan somme tider være skiiiide irriterende, så jeg er blevet god til at skrive ting ned, hvis jeg får noget vigtigt at vide, når jeg ikke er hjemme.
Min største frygt ved festen, var enden om jeg ikke gik i mit såkaldte “overlevelses-mode” eller hvor længe jeg kunne være i det.
Jeg bruger jo meget energi på at være i det her mode, og på et eller andet tidspunkt, så er min energi jo brugt op.
Men det var slet ikke noget problem til festen. Jeg følte mig lige som alle de andre, og jeg nød det virkelig.
Jeg fik snakket med alle, syntes jeg, og jeg var overrasket over, hvor meget jeg faktisk har savnet det.

Festen i det hele taget var en kæmpe succes. Der var fantastisk stemning, og folk snakkede på kryds og tværs af familien, og det var noget vi ikke havde regnet med. Maden var lækker, og menneskerne var fantastiske.
Jeg havde slet ikke lyst til at slutte dagen, og jeg brugte over en time på at få sagt stop. Min mormor sagde også, “Jamen så bliv da, hvis du gerne vil Emma,” men jeg tænkte at det nok var en god idé at stoppe, mens legen var god. Jeg skal trods alt ikke tilbage dertil, så de der tanker med “jeg har ikke noget at miste, jeg skal ikke derhen igen” var lidt lige meget for mig der, for jeg besluttede at jeg alligevel gerne ville slutte dagen på en god måde, så jeg valgte at tage hjem ved 19-20 tiden.

Der var god forret, som var noget lakseroulade, og så var der buffet til hovedret. Inden vi gik til desserten, skulle mor, Anna og jeg op til møllen, som lå i vores gamle have. Jeg kan godt lide at tage billeder, og havde lovet at tage flotte billeder af Anna.
Det blev både til nogle meget flotte og seriøse billeder, men der var også tid til fjol.
Da vi kom tilbage var det tid til dessert, og en overraskelse fra mig.

Anna havde bedt mig om ikke at købe nogen gave til hende, men jeg følte alligevel jeg skulle give hende noget, så jeg lavede faktisk en video til hende. En meget personlig video, (og hvis du spørger Anna, en meget pinlig video) hvor jeg overskred en grænse ved at sidde og snakke til kameraet. Jeg havde jo lidt øvelse fra de videoer jeg optog til det program jeg skulle havde været med i, men det var lidt anderledes og på en eller anden måde mere grænseoverskridende end det andet, og jeg endte heller ikke med at blive tilfreds.
Jeg havde i videoen samlet billeder og videoer af Anna, og stunder vi havde oplevet sammen. Jeg havde lavet en intro med min anden lillesøster Ida, og så de videoer jeg havde optaget af mig selv.
Jeg endte med at blive okay tilfreds, bortset fra de videoer af mig selv. Alligevel havde jeg ikke regnet med at folk ville blive så rørte, og da slet ikke Anna! Det kom virkelig bag på mig, da jeg fik en arm i siden, og fortalt at Anna sad og græd. Orh.

Mit hjerte bankede helt vildt da det var ved at være tid til at vise videoen, og så var der faktisk problemer med lyden. Det værste ved det var, at jeg godt vidste hvad der skulle gøres, men jeg turde ikke gå op foran dem alle, for at ordne det, så jeg fik sendt en anden derop.
Det var faktisk en virkelig fantastisk stemning mens den blev vist. Lyset var slukket, og vi havde stearinlys tændt, det var meget smukt. Bagefter var jeg lettet, og en smule forlegen, og faktisk også nervøs for Annas mening om videoen, fordi der var nogle pænt hårdtslående (Host, pinlige) videoer med, men hun syntes heldigvis ikke det var meget slemt.
Alle andre synes den var super sød og sjov, og folk kom hen for at rose den. Det var mere end jeg havde regnet med. Jeg var rigtig glad for at jeg overskred den grænse, og for det første lavede den, men også valgte at vise den til festen. Nedenfor er der et lille udklip af min video.

Udover mit indslag, havde vi også to sange, og så havde jeg samme med min moster lavet en ret sjov quizz om Anna, som alle skulle besvare. Det var efter min video, og jeg tror Anna blev ret så bekymret over, hvad jeg nu ellers havde fundet på, jeg syne si hvert fald man kan se på hendes ansigt i video, at hun tænker det værste 😉

 

Selvom der nu er gået næsten to måneder siden, så føler jeg det var forleden dag. Jeg er så glad for at jeg klarede den dag, og jeg har virkelig brugt det som et kæmpe skulderklap og tænkt, “Hvis jeg kunne klare det, kan jeg da helt sikkert også klare det her.”
Og alligevel har jeg haft det svært ved at komme tilbage fra det, på den måde at jeg følte mig helt anderledes da jeg kom hjem den aften, jeg følte alt var ændret, og at jeg ikke behøvede have angst mere, men sådan er virkeligheden desværre ikke, og det var hårdt at indse.
I alt det her, havde jeg jo fødselsdag. Dagen efter rent faktisk, og vi var alle ret så trætte så det var en stille og rolig dag, hvor vi var ude at spise lækker mad om aftenen. Det var en helt fin dag for mig.
Jeg vil slutte dette indlæg af med nogle dejlige billeder fra dagen, og så vil jeg ønske dig, der læser dette, en fantastisk dag 🙂

 

 

---

Jeg smitter ikke,
– Men det gør tabu